Britiske børn risikerer mæslinger grundet lav vaccinetilslutning

Vaccinationsraten mod mæslinger i Storbritannien ligger på det laveste niveau i et årti, advarer eksperter.

Samoa Measles <i>Uncredited/Ritzau Scanpix</i>

Samoa Measles Uncredited/Ritzau Scanpix

Mere end hvert tiende barn i England starter i skole med risiko for at blive smittet med mæslinger.

Det sker, fordi vaccinationsraten mod den dødelige børnesygdom er faldet til det laveste niveau i et årti, advarer eksperter.

Det britiske sundhedsagentur (UKHSA) opfordrer forældre til at sikre, at deres børn får den såkaldte MFR-vaccine mod mæslinger, fåresyge og røde hunde, før de begynder i skole.

Mæslinger er en smitsom sygdom, der kan føre til alvorlige komplikationer såsom lungebetændelse og hjernebetændelse.

Derudover kan mæslinger skade hele immunsystemet og dermed efterlade børn mere sårbare over for andre infektioner.

I sjældne tilfælde kan mæslinger føre til en tilstand kaldet subakut skleroserende panencephalitis (SSPE), som kan ødelægge centralnervesystemet og forårsage tab af motorisk kontrol, epilepsi og død.

I Storbritannien får alle børn tilbudt deres første MFR-vaccine, når de er et år. Den anden dosis bliver givet, når de er tre år og fire måneder.

De seneste vaccinationstal, der dækker perioden fra juli til september sidste år, viser, at 88,6 procent af børnene har fået deres første MFR-stik i en alder af to år. Imens har 85,5 procent fået begge doser i en alder af fem år.

Det betyder, at mere end hvert tiende barn på fem år ikke har fået deres to doser.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) skal 95 procent af børn vaccineres for at holde mæslinger væk.

- Selv et lille fald i vaccinetilslutningen kan have stor indflydelse på befolkningens immunitetsniveauer og føre til udbrud, forklarer epidemiolog ved UKHSA Vanessa Saliba.

UKHSA oplyser, at der siden begyndelsen af coronaviruspandemien er sket et markant fald i antallet af børn, der bliver vaccineret mod mæslinger, fåresyge og røde hunde samt andre sygdomme, som kan forebygges.

Idet at internationale rejser genoptages, er det ifølge UKHSA mere sandsynligt, at mæslinger vil komme ind i Storbritannien fra udlandet.

Siden mæslingevaccinen blev indført i Storbritannien i 1968, anslås det, at vaccinen har forhindret 20 millioner smittetilfælde og 4500 dødsfald i landet.

/ritzau/dpa

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.