Broen natlukker igen
Næste renoveringsetape på Aggersundbroen betyder, at broen lukkes om natten
AGGERSUND: Et større reparationsarbejde på Aggersundbroen betyder, at broen nu natlukker igen - i både noget af februar og marts. Aggersundbroen spærres for al trafik alle dage fra mandag 15. februar 2016 til lørdag 5. marts 2016 i tidsrummet 00:05-05:00, hvor der ingen mulighed er for passage i dette tidsrum.
Vejdirektoratets entreprenør, MT Højgaard, går i gang med at forstærke fundamentet på Aggersundbroens klappiller med en spunsvæg. Spunsvæggen vibreres ned i fjordbunden og vil efterfølgende danne en ring omkring pillerne. Dette er et af de første arbejder, som skal være med til at gøre broens konstruktion stærkere, så den bedre kan modstå sammenstød med store skibe.
Spunsvæggen består af 11-25 meter lange stålplader. Når de enkelte stålplader skal placeres, skal de stå i lodret position. Imens arbejdet står på i mellem broens broklapper, er broklapperne nødt til at stå åbne på grund af længden af spunspladerne. Arbejdet er planlagt til at foregå om natten for at genere så få trafikanter som muligt.
Man kan læse mere om skibsstødssikring af Aggersundbroen på www.vejdirektoratet.dk/skibsstoed. Her kan man også tilmelde sig en SMS-service, der giver direkte besked om ændringer.
Aflysning af én eller flere nattespærringer vil kunne forekomme, og entreprenøren kan blive færdig før tid. Vejdirektoratet melder ændringerne ud via SMS, trafikken.dk og på Vejdirektoratets apps: Trafikken Nordjylland og Trafikinfo for hele landet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.