Brønderslev-idé i Ungdomsparlament
TreBrønderslev-elever med i ungdomsparlamentsdagen på Christiansborg
BRØNDERSLEV: Søndergades Skole i Brønderslev er blevet udvalgt til at deltage i Folketingets Ungdomsparlament 2018!
Tre elever fra 9.b. på Søndergades Skole har lavet forslaget "mindre nitrat i grundvandsmagasinerne". Forslaget er blandt de blot 60, som Folketinget har udvalgt blandt forslag fra 8. og 9. klasser i hele landet.
Siden 5. januar har eleverne arbejdet i udvalg i lukkede grupper på facebook, hvor de har besluttet hvilke 24 af de 60 forslag, som skal behandles på selve ungdomsparlamentsdagen.
På mandag den 29. januar skal de tre elever være med i ungdomsparlamentsdagen i Folketinget, hvor de skal forsøge at overbevise elever fra resten af landet om, at netop deres forslag skal vedtages. Eleverne skal også stille spørgsmål til Energi-, Forsynings- og Klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) i Ungdomsparlamentets spørgetid kl. 12.30.
Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, udtaler:
- Det er vigtigt, at vi vinder de unges interesse for demokratiet. Jeg siger ikke, at alle skal stille op til folketingsvalg, men alle skal lære at være gode demokrater. Det gør man først og fremmest ved at sige, hvad man mener og ved at begrunde sin holdning. Men vigtigst af alt: Man lytter også til andre. Og det er ikke nogen skam at ændre mening, hvis man synes, at andre har bedre argumenter end en selv. Det kaldes en demokratisk samtale, og det bliver der heldigvis trænet i som en naturlig del af skolearbejdet. Hvert år kulminerer demokratiarbejdet i skolerne med enten Skolevalget i de ulige år, eller som i år Ungdomsparlamentet. Jeg glæder mig meget til at tage imod de 179 ungdomsparlamentarikerne den 29. januar. Det er altid en stor oplevelse."
Folketinget afholder Ungdomsparlament hvert andet år, hvor 179 elever fra 8. og 9. klasse indtager Christiansborg for at diskutere og stemme om forslag, de selv har skrevet. De vil møde flere ministre, folketingsmedlemmer og pressen - og selvfølgelig andre elever fra hele landet.
FAKTA:
Ungdomsparlamentsdagen afholdes mandag 29. januar 2018
Eleverne skal denne dag arbejde i udvalg og debattere og stemme om deres egne forslag i Folketingssalen. Her stiller de også spørgsmål til ministrene i spørgetiden
Møderne i de 12 udvalg ledes af folketingsmedlemmer.
Møderne i Folketingssalen ledes af Folketingets formand.
6 ministre deltager i Ungdomsparlamentets spørgetid.
Listen over udvalgte skoler kan ses på www.ft.dk/up.
Folketinget har afholdt Ungdomsparlament hvert andet år siden 1999.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.