552 til bridge i Hjallerup
Byen er hjemsted for Nordens største klubturnering, der blev afholdt i søndags
Opdateret kl. 16:11
HJALLERUP: Søndag 6. januar var det ikke boldspil, men kortspil, som Hjallerup Idrætscenter lagde gulv til. Her afholdt byens bridgeklub - Hjallerup Bridgeklub - for 45. gang sin traditionelle nytårsturnering.
552 bridgespillere havde hver betalt 150 kroner for 33 spil af 7 minutter i løbet af eftermiddagen. Det gør bridgeturneringen til Danmarks største.
- Og vi har endda fået tilladelse af forbundet til at kalde os Nordens største klubturnering, fortæller Kjeld Pedersen, der er formand for Hjallerup Bridgeklub.
Der er pengepræmier på spil og kaffe efter turneringen. Men det er ifølge Kjeld Pedersen ikke forklaringen på, at mange bridgespillere fra hele landet hvert år i januar bruger en eftermiddag i Hjallerup.
- Det er simpelthen blevet en tradition for mange at deltage i vores turnering, siger han.
- Og vi ligger central midt i Nordjylland, siger klubbens næstformand, Henny Mann.
Bridgespillet er udviklet i USA i 1920’erne og spilles af fire spillere fordelt på to spillere på to hold.
Herhjemme var der i juli 2017 registreret 318 bridgeklubber med tilsammen 26.297 aktive medlemmer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.