27-årig dømt for grov overfaldsvoldtægt af 60-årig kvinde

Manden er både dømt for grov voldtægt og blufærdighedskrænkelser - han skal i fængsel og udvises

BRØNDERSLEV:En 27-årig bulgarsk mand er tirsdag blevet dømt for en grov overfaldsvoldtægt på åben gade af en 60-årig kvinde i Brønderslev samt for at have krænket en anden kvinde to gange.

Det oplyser anklager Eva Madsen.

Der er tale om den 27-årige Selyaydin Murad, der tirsdag blev idømt tre år og ni måneders ubetinget fængsel samt udvisning af landet for bestandigt.

Alle tre overgreb på kvinderne skete inden for et par uger i Brønderslev.

Voldtægten af den 60-årige kvinde skete 29. august omkring klokken 01. Her gik kvinden på Algade og var på vej hjem, da den 27-årige tog fat i hende bagfra, og trak hende ind i en baghave.

Det var i baghaven, at den 27-årige med vold gennemførte voldtægten, der - ifølge kvindens forklaring i retten - stod på i 20 til 30 minutter.

Ville ikke udtale sig

Den 27-årige blev først anholdt 20. september, altså knap en måned senere, og efter politiet havde offentliggjort overvågningsbilleder af manden.

I Retten i Hjørring nægtede han sig skyldig i voldtægten, og ønskede derudover ikke at udtale sig, fortæller Eva Madsen.

Retten lagde dog vægt på den 60-årige kvindes forklaring samt dna-spor i sagen, og i strafudmålingen lagde retten især vægt på grovheden af voldtægten, oplyser anklageren.

Krænkede kvinde to gange

Den 27-årige blev også dømt for to tilfælde af blufærdighedskrænkelse over for den samme kvinde.

Krænkelserne skete 16. og 19. september - altså kort før den 27-årige blev anholdt for voldtægten - to forskellige steder i Brønderslev.

Her krænkede han kvinden ved at kysse og beføle hende.

Men ifølge den 27-årige, så var det ikke krænkende adfærd. I retten forklarede han, at han var tiltrukket af kvinden, og at han havde opfattelsen af, at det var gensidigt. Han erkendte, at der havde været fysisk kontakt, men nægtede altså at det var på en krænkende måde, fortæller anklager Eva Madsen.

Han ankede dommen til landsretten, men er fortsat varetægtsfængslet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden