57-årig mand snuppet med næsten et kilo hash
Den 57-årige tilstod i Retten i Hjørring, at han havde tænkt sig at sælge noget af hashen videre
DRONNINGLUND: En 57-årig mand kan se frem til 60 dages betinget fængsel med krav om samfundstjeneste, efter han mandag formiddag blev dømt ved Retten i Hjørring for at være i besiddelse af næsten et kilo hash med henblik på videreoverdragelse. Det oplyser senioranklager Ingrid Hansen.
17. marts 2018 fik politiet et tip om, at manden solgte hash fra en adresse i Dronninglund. De tog ud til den 57-årige, hvor de fandt 713 gram hash, syv gram amfetamin og knap to gram skunk.
Men skidt skulle blive til værre for den 57-årige, da han 16. september 2018 tilfældigt blev stoppet i sin bil af politiet i Hobro. I bilen fandt politiet 247 gram hash. Senere samme dag fandt politiet 28 gram hash på den 57-åriges bopæl i Dronninglund.
Den 57-årige tilstod i retten, at noget af narkotikaen var med henblik på videreoverdragelse, mens andet var til eget forbrug.
Han modtog dommen på 60 dages betinget fængsel med krav om samfundstjeneste.