Brønderslev

70-årig hjulpet ud af røgfyldt lejlighed

Havde sat mad over midt om natten - og faldt i søvn

Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
Arkivfoto: Kim Dahl Hansen Foto: Kim Dahl Hansen

Opdateret 23. maj 2022 kl. 15:08

BRØNDERSLEV: Brandfolk måtte natten til tirsdag vække og hjælpe en 70-årig mand ud fra en røgfyldt lejlighed i en etageejendom på Søndergade i Brønderslev.

Kort efter midnat blev politiet alarmeret af en nabo i opgangen, der havde lugtet røg. Naboen blev bedt om at få vækket de andre beboere og få dem ud af huset, og brandfolk fik så hjulpet beboeren fra den røgfyldte lejlighed ud.

- Vi fik alarmen klokken 00.12, og fem minutter senere nåede jeg adressen sammen med en ambulance, men vi måtte vente på røgdykkere, da køkken og gang var fuld af røg, siger indsatsleder Klaus Andersen fra Nordjyllands Beredskab i Brønderslev.

Røgdykkerne fandt manden liggende i soveværelset og fik ham hjulpet ud.

- Han kunne gå selv, og blev tilset af en læge, siger indsatslederen.

Ifølge politiet var den ældre mand kommet beruset hjem fra en bytur og havde sat mad over, men var så faldet i søvn. Det resulterede i at maden brændte på og lejligheden blev fyldt med røg.

Manden kunne vende tilbage til sin lejlighed, efter der var luftet ud.

Han sigtes nu for at have overtrådt beredskabsloven, oplyser Nordjyllands Politi.

Indsatsleder Klaus Andersen vil gerne benytte lejligheden til at opfordre folk til at få sat røgalarm op i hjemmet.

- Det må være et julegaveønske fra beredskabet. Med en røgalarm kan man måske selv blive vækket, eller naboerne kan høre alarmen, så man kan få hjælp, siger indsatslederen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden