Alle de røde blev smidt ud: Nu kører Klitgaard budgettet hjem

Der bliver ikke noget bredt budgetforlig i Brønderslev - ti byrådsmedlemmer er ude af forhandlingerne

Byrådet i Brønderslev er i disse dage af sted på budgetseminar - men nu er ti af byrådsmedlemmerne ude af forhandlingerne. <i>Arkivfoto: Henrik Simonsen</i>

Byrådet i Brønderslev er i disse dage af sted på budgetseminar - men nu er ti af byrådsmedlemmerne ude af forhandlingerne. Arkivfoto: Henrik Simonsen

BRØNDERSLEV: Håbet om at få bred enighed bag budgettet i Brønderslev Kommune er bristet. Hverken SF, Enhedslisten eller Socialdemokratiet bliver en del af aftalen. Der bliver dermed tale om et rent blåt budget.

Alle de røde partier er blevet smidt ud af forhandlingerne - det vil sige otte socialdemokrater, en fra Enhedslisten og en fra SF. Det oplyser Arne M. Jensen, der er gruppeformand for Socialdemokratiet.

- Vi er blevet smidt ud af forhandlingerne. Os, SF og EL har fået en meddelelse om, at der ikke var mere at snakke med os om, siger en forbløffet Arne M. Jensen.

Hans oplevelse var, at man egentlig sad og nærmede sig hinanden og skulle tilbage i hver sin lejr og holde gruppemøde for så at mødes til forhandlinger igen.

- Men så kom der en meddelelse fra borgmesteren om, at de ikke ønskede at snakke med os mere.

Arne M. Jensen er ikke tilfreds med at være blevet smidt ud af budgetforhandlingerne. <i>Arkivfoto: Lars Pauli</i>

Arne M. Jensen er ikke tilfreds med at være blevet smidt ud af budgetforhandlingerne. Arkivfoto: Lars Pauli

Ifølge Arne M. Jensen var begrundelsen, at den borgerlige gruppe ikke ville være med til de ting, der havde været diskuteret. Han vil dog ikke komme ind på det konkrete indhold.

Nordjyske talte fredag eftermiddag også med Enhedslistens Runa Friis Hansen:

- Budgettet er ikke forhandlet færdigt. Men vi er ikke med mere. Og det er simpelthen fordi, man har valgt at smide os ud. Vi er ikke selv gået, men man mente åbenbart ikke, at vi ville kunne nå til enighed, lød det således fra en tydeligt utilfreds Runa Friis Hansen.

- Lige nu er vi bare rystede over, at man ikke en gang ønsker at forhandle videre med os.

Besparelser på børneområdet

For Enhedslisten har det især gjort ondt, at der forhandles om at lave en besparelse i forbindelse med skolestart. Helt konkret betyder det, at elever med skolestart 1. august allerede fra 1. april skal starte i SFO. Dermed forlader de børnehaverne fire måneder tidligere.

- På den måde sparer man jo penge på normeringen, for der skal mindre personale til i en SFO - sammenlignet med en børnehave. På den konto sparer man 1,9 millioner kroner. Det lugter langt væk af en rendyrket spareøvelse, for der er ingen faglige pædagogiske argumenter for, at det er en god ide, mener hun.

Runa Friis Hansen er ked af udsigten til besparelser på skoleområdet.  <i>Arkivfoto: Henrik Louis</i>

Runa Friis Hansen er ked af udsigten til besparelser på skoleområdet.  Arkivfoto: Henrik Louis

Også hos socialdemokraterne er man mildt sagt ikke tilfreds med forløbet.

- Vi gik ud fra, at man selvfølgelig skulle mødes igen og forsøge at finde frem til et muligt forlig på tingene. Selvfølgelig var der nogle knaster, men ingen fra vores side har markeret, at der var ultimative krav på det tidspunkt. Derfor undrer det os ganske, ganske kraftigt, at vi fik besked på, at ingen var interesserede i at snakke med os mere, siger Arne M. Jensen, der peger på, at der er første gang, at han oplever, at nogle bliver smidt ud af budgetforhandlingerne - tidligere er det sket, at nogle er gået selv.

- De smider rent ud sagt ti medlemmer ud af forhandlingerne. Det kommer til at virke som om, det har været pseudoforhandlinger, hvor den borgerlige fløj har været totalt sammenklistret, mener Arne M. Jensen. 

- Vi er både chokerede og dybt rystede over at se, at en stor del af byrådet bliver behandlet på den måde. Vel at mærke fra en borgmester, der gerne vil samarbejde og være hyggeonkel, siger han.

Rune Friis Hansen forventer, at bruddet bliver til skade for det politiske klima.

- Jamen det gør jo, at det bliver svært at lave politik sammen fremover. Vi har hidtil haft et godt klima i byrådssalen – men det vil helt sikkert ændre sig nu, siger hun.

Ifølge Runa Friis Hansen er en besparelse på tosprogsområdet også noget, der gør ondt på Enhedslisten. Her var der – da Enhedslisten blev udelukket fra forhandlingerne – lagt op til en besparelse på mere end 1,8 millioner kroner.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.