Ankestyrelsen i skarp kritik af regionalt salg af byggegrund
Det statslige klageorgan mener ikke, at Region Nordjylland handlede økonomisk forsvarligt, da en grund i Brønderslev blev solgt i 2017
Opdateret 02. september 2019 kl. 09:21
BRØNDERSLEV: Region Nordjylland sikrede sig ikke, at prisen på en 1999 kvadratmeter stor grund nær sygehuset i Brønderslev var den rette, da de 26. september 2017 solgte den til ejendomsselskabet Bo-Bedst ApS i Tårs for den beskedne sum af 137.236 kr.
Det fastslår Ankestyrelsen i et svar til regionsrådsmedlem Per Larsen (K).
Forud for salget undlod Region Nordjylland stik imod sædvane at sende salget i udbud, ligesom regionen undlod at indhente en mæglervurdering i forhold til en salgspris.
Regionen fastsatte alene salgsprisen baseret på egne fornemmelser for prisniveauet i området. Samtidig anså regionen det ikke for muligt, at grunden kunne bruges til privat bebyggelse.
Salget skabte efterfølgende stor ballade i regionsrådet, hvor ikke mindst Per Larsen (K) rejste voldsom kritik af salget og siden bad Ankestyrelsen vurdere, om Region Nordjylland i forbindelse med salget handlede økonomisk forsvarligt.
Det svar foreligger nu, og det er en lodret ørefigen til regionen.
Ankestyrelsen vurderer således, at grunden på de knap 2000 kvm. godt kunne bebygges selvstændigt, ligesom at Ankestyrelsen har den opfattelse, at Region Nordjylland ikke foretog ”sædvanlige og rimelige bestræbelser på at konstatere markedsprisen for arealet, som regionen har solgt til Bo-Bedst ApS”.
Samtidig konstaterer Ankestyrelsen efter at have kigget processen bag salget i kortene, at ”Region Nordjyllands salg til af det omhandlede areal til Bo-Bedst ApS uden offentligt udbud ikke havde hjemmel i udbudsbekendtgørelsens §2, stk. 2, nr. 4”.
Ankestyrelsen har nu givet regionsrådet i Region Nordjylland to måneder til at oplyse, hvad Ankestyrelsens udtalelser giver regionen anledning til.
NORDJYSKE forsøgte søndag aftes forgæves at få en kommentar fra regionsrådsformand Ulla Astman (S) til Ankestyrelsens udtalelse. Heller ikke Per Larsen lykkedes det for NORDJYSKE at få i tale.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.