Backstage på Bålhøj Festival: Mette sørger for god stemning, specielle øl og håndklæder i de rette farver

Der står 100 frivillige bag Bålhøj Festival, som finder sted 6. august - mød to af dem her

Jesper Albrechtsen og Mette Rask nyder at være med til at få Bålhøj Festival op at stå. Det er der flere grunde til. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Jesper Albrechtsen og Mette Rask nyder at være med til at få Bålhøj Festival op at stå. Det er der flere grunde til. Foto: Kim Dahl Hansen

ØSTER BRØNDERSLEV: Håndklæder i sort eller hvid, specielle øl, slik eller cognacglas.

Det er nogle af de ting, som musikerne har på deres ønskeseddel, når de kommer på Bålhøj Festival i Øster Brønderslev, som er lige om hjørnet og finder sted lørdag 6. august. Og så er det en af de frivillige, Mette Rask, der står for opgaven med at få skaffet de ting. Det er helt normalt, at musikere har en såkaldt "hospitality rider" med ønsker til blandt andet mad og drikke backstage, når de kommer rundt for at spille.

- Der står, hvad de skal have, og det er forskellige ting. De fleste vil gerne have sandwich, andre vil gerne have en masse chokolade, nogle ønsker sig sorte eller hvide håndklæder eller specielle øl, fortæller Mette Rask.

I det hele taget ligger det Mette Rask meget på sinde, at musikerne skal føle sig hjerteligt velkomne i skoven på Bålhøj, og det sker på en række måder:

- De bliver taget imod med hjemmelavet mad og bliver rigtigt kræset om, fortæller Mette Rask, der er den i gruppen af frivillige bag festivallen, der har med musikken at gøre.

Der gøres for tiden klar til Bålhøj Festival, som finder sted lørdag 6. august. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Der gøres for tiden klar til Bålhøj Festival, som finder sted lørdag 6. august. Foto: Kim Dahl Hansen

Hun gør sig umage med at skabe en god oplevelse for musikerne.

- Det er vigtigt for os, at musikerne føler sig godt taget imod, siger hun.

Det er hendes mand, der står for den hjemmelavede mad, som der også kan være specielle ønsker til - måske er nogen vegetar eller veganer. Maden indtager musikerne i et backstage-område, der er bygget op i et telt - som bygges stemningsfyldt op med gamle møbler og hyggelige lamper. Der bliver også gerne budt på hjemmelavet æblekage, og der bliver i det hele taget gjort meget ud af det.

Glad af musik

En anden ting, som Mette Rask nyder ved at være en del af de frivillige omkring musikken, er at være med til at sætte musikprogrammet sammen.

- Det er vildt spændende at få lov til at lave et alsidigt program. Vi vil gerne ramme så bredt som muligt, og der skal også gerne være noget ukendt og kendt, og noget der overrasker, fortæller hun.

I år åbner Hardinger Band ballet i skoven klokken 14 - blandt andet med Shu-bi-dua numre. 

- De kan samle os, og de kan få folk til at synge med, og de er genkendelige. De kan lave en fest, og man bliver glad af at høre deres musik, mener Mette Rask.

Hugorm slutter af som de sidste, og der i mellem kan man opleve Benjamin Hav & Familien, Anders Blichfeldt, Carmie, Grace James, Pointy Plates og Jack Flash and the Comets i skoven.

Mette Rask oplever, at musik skaber glæde. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Mette Rask oplever, at musik skaber glæde. Foto: Kim Dahl Hansen

Mette Rask brænder også på det personlige plan for musik og har selv spillet i mange år, og hun nyder at se den glæde, som musik skaber hos folk - og synet af glade mennesker på Bålhøj er noget af det, der driver hende allermest til at lægge de mange timer i festivallen. Lige dér, hvor man står og kigger ud over det hele og ser mange glade mennesker nyde festivallen.

Sådan har hendes frivillig-makker Jesper Albrechtsen det også. Han har overblik over nærmest alt andet end musikken. 

- Ja, det er belønning for det - dét moment der, siger han.

- Det er derfor vi bruger så mange timer på det. Og så er musik bare noget, der samler folk, siger Mette Rask.

Sammenhold og oplevelser

Jesper Albrechtsen tager sig af økonomien på festivallen, og det er også ham, der har overblik over pladsen, som indebærer en række opgaver, fx leje af grej, bestilling af hegn og en masse koordinering. Han er tovholder på alt det. Han har også flere grunde til, at han har lyst at bruge tid på at lave Bålhøj.

- Det giver noget sammenhold og en god oplevelse med den måde at skabe en ting på. Det synes jeg er meget tilfredsstillende - den måde at glæde andre på ved at lave sådan noget. Når der er festival, og man ser en masse glade mennesker, er det en god fornemmelse, forklarer Jesper Albrechtsen.

Lysningen i skoven på Bålhøj bliver 6. august lavet om til en festivalplads. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Lysningen i skoven på Bålhøj bliver 6. august lavet om til en festivalplads. Foto: Kim Dahl Hansen

Når selve festivaldagen snart oprinder, så er det Jesper Albrechtsen, der har overblikket og ofte bliver ringet til, hvis der er noget. Det kan også være ham, der skænker øl eller tømmer skraldespande.

Mette Rask vil man oftest finde backstage i gang med at skabe god stemning og få musikerne til at føle sig velkomne. 

Og de to er en del af et meget større hold af frivillige - i alt er der omkring 100 frivillige med til at få Bålhøj Festival stablet på benene.

Når festen er slut, er der endnu en praktisk ting, der er på plads: Der er indsat busser, som har flere afgange, hvor man kan komme til Brønderslev og omkringliggende byer.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.