Tyverier

Bande af butikstyve på togt - to butikker i Nordjylland ramt

Seks mænd i alderen 26 til 46 år fængslet i fire uger

NORDJYLLAND: En bande af butikstyve har siden maj hærget i flere dele af Jylland - herunder Nordjylland, men nu er de i første omgang blevet stoppet i deres lyssky forehavender.

Seks mænd er nemlig onsdag ved et grundlovsforhør ved Retten i Holstebro blevet varetægtsfængslet i fire uger sigtet for i alt 16 butikstyverier - heraf er de to gået ud over forretninger i Nordjylland.

De fængslede er i alderen fra 26 til 46 år, og ifølge sigtelsen har de blandt andet været på uindbudt besøg i en tøjforretning i Brønderslev og en DagliBrugs nær Thisted på deres turné rundt i Jylland.

Resten af de mange forhold er ifølge sigtelserne sket udenfor Nordjylland.

Tre af de seks mænd i butikstyvebanden blev anholdt, da de befandt sig i den samme bil, som politiet standsede tirsdag aften ved 20-tiden. 

Senere blev de tre andre anholdt på en adresse i Holstebro-området.

Onsdag middag blev de seks mænd fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Holstebro. De er alle sigtet for 16 tilfælde af butikstyverier rundt om i Jylland siden maj måned i år til en samlet værdi af ikke under 47.000 kroner. De blev varetægtsfængslet i fire uger frem til 7. december.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og af hensyn til den videre efterforskning har politiet ikke yderligere oplysninger i sagen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden