Beboer skal genhuses: - Da vi ankommer, er ruderne på bagsiden af huset gået
Villa-brand i det østlige Vendsyssel sender ældre herre på ufrivilligt ophold på ny adresse - indsatsleder fortæller om mulig brandårsag
Opdateret kl. 20:05
Mandag eftermiddag var en ældre herre på Dronninglund-kanten ud at handle, men da han kom retur til sit hus på Hønborgvej lige uden for byskiltet, måtte han i hast ringe 112.
Han kunne nemlig konstatere, at der var gået ild i huset - og i et omfang, så han ikke selv kunne slukke den.
- Da vi ankommer, er ruderne på bagsiden af huset gået, og de første tagplader er også røget, fortæller Thomas Boelt, indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab.
Brandfolkene fra stationen i Dronninglund fik forholdsvis hurtigt bugt med ilden, men:
- Man kan sige, at det er en mindre brand, der har gjort stor skade. Hele huset er skadet - enten af ild eller sod - og der kommer til at gå noget tid, inden beboeren kan flytte tilbage igen, så han skal genhuses, fortæller Thomas Boelt.
Politiets teknikere skal nu klarlægge brandårsagen, men ifølge indsatslederen er den muligvis opstået i stuen ved brændeovnen.
Alarmen gik lidt i klokken 14.30.
Der skete ingen personskade ved branden, ligesom der heller ikke var husdyr i hjemmet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.