Bil smadrede ind gennem mur - på den anden side sad Rikkes datter
- Lige pludselig blev sengen bare skubbet fra den ene ende side af værelset til den anden, fortæller Rikke Pedersen

På den anden side af væggen har Rikke Pedersens 16-årige datter værelse. Privatfoto
HJALLERUP:En ellers stille søndag aften blev pludselig til en voldsom og uhyggelig oplevelse for Rikke Pedersen og hendes familie i Hjallerup, da en bil bakkede ind i deres hus på Skelbakken.
Familien på fire var alle hjemme, da de søndag omkring klokken 20.00 hørte et stort brag, som medførte en stor forskrækkelse.
- Der lød et kæmpe brag, og jeg råbte bare: "Er du okay?", for det lød som om, at nogen slog hovedet i gulvet, fortæller hun.
Rikke var overbevist om, at nogen var kommet til skade. Hun løb derfor ned i den anden ende af huset, hvor hun fandt resten af sin familie, særligt hendes 16-årige datter, i panik.
- Hun skreg jo i vilden sky. Hun var helt chokeret, fortæller Rikke Pedersen.
Samtidigt råbte Rikke Pedersens kæreste, at huset var væltet.
- Jeg tænkte bare "hvad?", siger hun.
Hurtigt fik hun taget sig af sine to døtre og sikret sig, at de var okay.
Først da de så den fremmede bil på deres grund, gik det op for dem, hvad der egentligt var sket.
Lige overfor deres hjem, på den anden side af vejen, ligger husene hævet. Derfor er indkørslen til huset overfor en smule stejl, og det var altså en bil herfra, der var trillet ned ad skråningen og bakket ind i Rikke Pedersen og familiens hjem, fordi håndbremsen ikke var trukket.

Klokken 20.00 søndag aften hørte familien i Hjallerup et kæmpe brag. Privatfoto
Ulykken skete, kun 20 minutter efter Rikke og hendes kæreste var kommet hjem. Og heldigvis for det, mener Rikke Pedersen. Ellers ville børnene have været alene hjemme, da bilen ramte huset.
- Når jeg tænker på det, får jeg det helt dårligt i maven, siger hun.
Da bilen ramte huset, sad Rikke Pedersens 16-årige datter nemlig i sin seng på sit værelse og strikkede med ryggen op ad den væg, der nu er et stort hul i.
- Lige pludselig blev sengen bare skubbet fra den ene side af værelset til den anden, fortæller Rikke Pedersen.

"Huset er væltet," råbte Rikke Pedersens kæreste, da hun så ham. Privatfoto
Datteren slap uden store skader, men havde ondt i hovedet og ryggen og blev hentet med en ambulance for en sikkerheds skyld. Efter mange timer på skadestuen kunne de vende hjem til huset tidligt i morges.
- Hun har ondt i hovedet og er selvfølgelig chokeret, men ellers er hun okay, fortæller Rikke Pedersen.
Huset, som familien byggede for tre år siden, har til gengæld fået et stort hul i sig, som nu er dækket til med plader. Det er "heldigvis bare huset", som Rikke Pedersen selv siger det.
Efterårsferien skal nu bruges til at komme sig over forskrækkelsen og med at få styr på situationen.
- Hvornår det kan blive lavet, ved jeg ikke lige, men der kommer selvfølgelig nogen og gør et eller andet, og så må vi jo se, siger hun.
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.