Efter seks timers afspærring: Bombefrygt i Brønderslev afblæst
Politiet anholdt to mænd i gang med at bryde en bagageboks op
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:08
BRØNDERSLEV: Ved 01-tiden natten til tirsdag ophævede Nordjyllands Politi afspærringen af stationen i Brønderslev - en afspærring, som skyldtes frygt for sprængstoffer i en bagageboks.
Mandag aften bemærkede politiet, at to mænd var ved at bryde ind i en bagageboks i stationsbygningen. Politiet efterforsker en stribe indbrud i Brønderslev-området, og i den forbindelse fattede man mistanke til de to mænd på 27 og 32 år.
Begge blev anholdt, og da politiet undersøgte bagageboksen, valget man at afspærre stationsbygningen og tilkalde Forsvarets sprængstofeksperter.
Alarmerende fund i boks
– I bagageboksen finder vi noget, man ikke kan udelukke kan bruges til at lave sprængstoffer med, fortæller vagtchef Poul Fastergaard fra Nordjyllands Politi tirsdag morgen.
Efter flere timers arbejde på stedet sent mandag aften konkluderede Forsvarets sprængstofeksperter, at der ikke umiddelbart var tale om sprængstoffer i bagageboksen.
- Jeg skal beklage, hvis vores indsats i området har givet nogle borgere gener. Men den slags arbejde tager altid ret lang tid. Vi tager ingen chancer, når det handler om mulige sprængstoffer. Så undersøger vi alt. Derfor kunne vi først ophæve afspærringen efter mere end seks timer, udtaler lederen af politiets indsats, vicepolitiinspektør Henrik Skals, i en pressemeddelelse fra Nordjyllands Politi.
Togtrafikken til og fra Brønderslev blev ikke påvirket af politiets indsats.
Tre anholdt - én er løsladt
De to mænd på 27 og 32 år, som blev anholdt, sigtes for at overtræde våbenloven, men politiet vil ikke udelukke, at yderligere sigtelser er på vej mod dem. I hvert fald en af mændene er fra lokalområdet.
En tredje mand, der også blev anholdt mandag aften, er løsladt efter afhøring.
På grund af talrige indbrud i området de seneste uger vil Nordjyllands Politi fortsat have ekstra mandskab i Brønderslev-området den kommende tid.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.