Borgmester: Vi skal holde fingrene væk fra Rusland
BRØNDERSLEV: På byrådsmødet i Brønderslev Kommune kom den aktuelle situation i Rusland og Ukraine op i spørgetiden.
Det var byrådsmedlem Runa Friis Hansen (EL), der bragte det på bane.
- Flere kommuner er gået i gang med at undersøge, hvordan de kan være med til at lave sanktioner mod Rusland. Vil forvaltningen afsøge, om der er varer, vi aftager, som russerne tjener penge på?, spurgte hun og tilføjede, at man også kan se på, om der bruges russisk gas og biomasse i kommunen.
Borgmester Mikael Klitgaard (V) oplyste, at man er i gang med at undersøge det.
- Vi er helt klar over, at vi skal holde fingrene væk fra Rusland, sagde han.
Han oplyste også, at man er klar til at tage imod flygtninge og har kontakt til boligselskaberne.
- Vi følger med i, om der sker et eller andet. Vores sympati er for Ukraine, det tror jeg, vi er helt enige om. Den sympati vil jeg gerne udtrykke her, konstaterede han.
Formand for Brønderslev Forsyning Lasse Riisgaard (V) fortalte, at 85 pct. af de brændsler, man bruger i Brønderslev Varme, kommer fra biomasse, sol og el.
- Der er stadig 10-15 pct. naturgas, og 40 pct. af det er stadigvæk russisk, fortalte han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.