Brønderslev Hallerne får et stort løft

FRITID: Nye lamper, lofter, møbler, gulve og meget andet skal være med til at modernisere Brønderslev Hallerne

Her i foyeren ved bowlingbanerne bliver det hele lavet nyt - gulve, lofter, reoler til sko. Foto: Henrik Louis

Her i foyeren ved bowlingbanerne bliver det hele lavet nyt - gulve, lofter, reoler til sko. Foto: Henrik Louis

Brønderslev Hallerne er i gang med at give deres bygninger et stort løft til godt en million kroner. Det kan man især se ved foyeren nær bowlingbanerne og den tilhørende reception, hvor der for tiden bliver lagt nyt gulv, og også lofter, lamper og en hel masse andre ting skiftes.

Receptionen, hvor man booker bowlingbaner med mere, har fået ny beklædning, og billardbordet er blevet flyttet hen på det hævede areal ovenfor bowlingbanerne - det areal har også fået nyt gulv, og der er nye gardiner på vej.

Alle skabe med bowlingsko er for tiden rykket til side, for der skal være nye gulve, nyt loft og nye reoler i det område.

Gulvet et taget op og nyt er ved at blive lagt. Foto: Henrik

Gulvet et taget op og nyt er ved at blive lagt. Foto: Henrik

- Det er en modernisering af området, hvor vi får et indbydende og lyst miljø med grønne planter. Det glæder vi os til, fortæller centerleder Laila Mølholt.

Indgangen til bowlingområdet bliver også fornyet.

- Der kommer nye, automatiske døre med glas eller skydedøre, fortæller Laila Mølholt.

Tanken er, at indgangen til bowlinghallen skal være en indbydende indgang til Brønderslev Hallerne - hvor man let kan komme til fra den store parkeringsplads.

Et bedre miljø

I hal 2 bliver der nye muligheder for sport, idet det bliveret stort net midt på banen, så der kan spilles håndbold på to mindre baner. Der bliver også lavet kurve til basket, hvilket der ellers kun er i hal 1 i dag.

Foyeren udenfor hal 2 får også en forandring - her bliver der nye, ægte planter i stedet for de kunstige, der er i dag.

Laila Mølholt glæder sig over, at Brønderslev Hallerne får en modernisering. Foto: Henrik Louis

Laila Mølholt glæder sig over, at Brønderslev Hallerne får en modernisering. Foto: Henrik Louis

- Der bliver også en rund sofa med et træ i midten, fortæller Laila Mølholt.

Også andre steder kommer der nye møbler, og på væggene kommer der nye ting op.

Flere lokaler får nye lamper og lofter, og der bliver et foreningslokale, som foreningerne kan leje - her bliver der også en play station.

Alt i alt skal det hele gerne give en bedre oplevelse for gæsterne.

- Det skulle gerne give et bedre miljø både for vores gæster og vores personale, opsummerer Laila Mølholt, der peger på, at det meste i hallen er fra 1986.

Laila Mølholt fortæller, at tæt på 4000 personer i løbet af en uge har deres gang i Brønderslev Hallerne. Det er en blanding af foreninger, arrangementer, konferencer og møder, og der kommer også folk til formiddagstræning.

En række lokale foreninger har deres faste aktiviteter i huset - herunder floorballklubben, håndboldklubben, basketklubben og gymnastikforeningen.

Byggeprojektet ventes i alt at løbe op i mellem 1,1 og 1,2 millioner kroner. Brønderslev Hallerne finansierer det hele selv.

Det hele ventes at være færdigt om cirka to måneder.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden