Brønderslev har fået en ny sø - og der er mere på vej

Brønderslev Forsyning er færdig med at etablere en sø med et særligt formål - det opgravede jord skal blive til en stor bakke med mange muligheder

Der er løbet vand i søen, som skal hjælpe med at holde styr på regnvandet.
Der er løbet vand i søen, som skal hjælpe med at holde styr på regnvandet. Foto: Mette Møller

Opdateret 16. maj 2022 kl. 13:35

En ny sø har over den seneste tid taget form udenfor Nordjyllands Idrætshøjskole, hvor Parkvej krydser Nørregade. Det er Brønderslev Forsyning, der anlægger en sø, der skal fungere som et forsinkelsesbassin, som skal hjælpe regnvandet med at blive ledt væk på en god måde og være med til at modvirke oversvømmelser i folks kældre.

- Vi er færdige med søen, den er, som den skal være bortset fra, at der nok skal plantes noget græs og lidt buske, fortæller Thorkil Neergaard, direktør for Brønderslev Forsyning.

Han fortæller også, at der er begyndt at løbe vand i søen fra arealet bagved lidt nordpå, og der kommer også noget indsivende grundvand.

Fra den nye sø løber vandet under Parkvej og over i Hedelundssøerne.

Der er kommet en masse jord ud af udgravningen til søen, og det skal komme elever på Nordjyllands Idrætshøjskole til gode. De vil nemlig lave en kæmpe bakke med mange muligheder ud af dét, der lige nu ligger som en meget stor jordvold.

Det skal nu rettes af og gøre klar til at kunne bruges til at løbe, cykle og trappetræne på.

- Det skal jævnes ud, så det bliver lidt fladt på toppen, og så skal der sås græs i det, så det holder lidt på det og får en grøn farve, fortæller Eva Terp-Hansen, der er forstander på Nordjyllands Idrætshøjskole.

Der er kommet en ny sø foran Nordjyllands Idrætshøjskole - og det er der kommert en masse jord ud af, som man har planer om at lave en stor bakke ud af, som kan bruges til flere former for træning. Foto: Mette Møller

Bakken vil også blive et aktiv for skolens fag ”mudder og muskler”, hvor de også svømmer i søen.

- I det hele taget kan den bruges til alle former for interval- og kredsløbstræning, fortæller Eva Terp-Hansen.kolen håber at have den ny bakke færdig til sommer - gerne inden sommerkursisterne kommer til Brønderslev.

Thorkil Neergaard håber, at den ny sø også kan bruges som et område, folk har lyst at komme i. Der var i forvejen en mindre sø samme sted, så nu er der to.

- Jeg håber at man visuelt vil se det lidt som en forlængelse af Hedelundparken med de to søer, og måske kan det give lidt mulighed for rekreativt ophold. Jeg håber det bliver et lille ekstra grønt bidrag, siger han.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden