Undervisning ‑ Corona

Brønderslev Kommune åbner først folkeskolerne 20. april

Udvalg vil være sikker på, at der kan blive åbnet op på forsvarlig vis

Skolebørnene fra 0. til 5. klasse i Brønderslev Kommune skal først i skole 20. april. Arkivfoto: Henrik Louis

Skolebørnene fra 0. til 5. klasse i Brønderslev Kommune skal først i skole 20. april. Arkivfoto: Henrik Louis

BRØNDERSLEV:Skoleelever fra 0. til 5. klasse kan begynde at komme i skoler allerede fra 15. april flere steder i landet - men i Brønderslev Kommune kommer de først til at hilse på deres lærer og klassekammerater fra mandag 20. april.

Det er meldingen fra Brønderslev Kommunes børne- og skoleudvalg, der trådte sammen onsdag eftermiddag for at finde ud af, hvordan skoler og daginstitutioner delvist skal genåbnes lokalt.

- Det er jo ikke bare lige sådan at starte op. Det er vigtigt, at vi gør det på en god måde, som folk er trygge ved. Der er medarbejdere, der skal informeres ordentligt og indretning, der skal på plads, så vi overholder restriktionerne fra Sundhedsstyrelsen forklarer formanden for udvalget, Lone Birkmose Lex (V).

Corona-retningslinjerne fra Sundhedsstyrelsen indebærer blandt andet, at skoleelever skal placeres ved borde, så der er to meter mellem dem - og at frikvartererne indrettes forskudt, så for mange elever ikke holder frikvarter på samme tid.

Daginstitutioner og dagpleje vurderes dog allerede at kunne starte op i Brønderslev Kommune torsdag 16. april.

I daginstitutionerne skal alt legetøj blandt andet skal vaskes minimum to gange om dagen, og Sundhedsstyrelsen anbefaler, at der er et frit gulvareal på fire kvadratmeter per barn i børnehaver.

Børne- og skoleudvalget i Brønderslev påpeger dog, at ”der er forståelse for, hvis der er forældre i dagtilbud der venter med opstart”.

Alle berørte vil nu modtage nærmere information om opstart, ligesom forældre skal give tilbagemelding om behov for nødpasning, der fortsætter frem til genåbning af de lokale institutioner og skoler.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.