Cykel-Frode, bryggeriet og andre historier

Læs om Brønderslevs 100 år som købstad i kommende bog

Bryggeriet Brønderslevhus måtte dreje nøglen om i 1988 efter at have produceret øl og sodavand i over 100 år.

Bryggeriet Brønderslevhus måtte dreje nøglen om i 1988 efter at have produceret øl og sodavand i over 100 år.

BRØNDERSLEV:I 2020 kan Brønderslev fejre sit 100 års købstadsjubilæum. Det bliver blandt andet fejret med en bogudgivelse, som Anders Rydahl-Jensen står bag.

Den 35-årige historiker og tidligere museumsinspektør på Vildmosemuseet har samlet en række historier, der fortæller om mennesker, virksomheder og begivenheder fra byen.

- Jeg vil gerne fortælle historierne om Brønderslev som byen, der til stadighed har udviklet sig. Den havde en storhedstid med adskillige fabrikker og en blomstrende industri, men den har også med et fokus på grøn omstilling gennem hårdt arbejde for alvor fået gang i brandingen af sig selv som en moderne og driftig handelsby, forklarer Anders Rydahl-Jensen.

Han forventer, at bogen bliver på omkring 150 rigt illustrerede sider, hvor der fortælles mellem 10 og 15 historier. Teksten skrives af historikeren, der også har allieret sig me en lille redaktionsgruppe. De har søgt en række lokale fonde om støtte til udgivelsen og er til stadighed på jagt efter sponsorer af projektet.

Her kan du læse et kapitel fra den kommende bog

For 30 år siden. Tappemaskinerne på Brønderslevhus står stille. Bryggeriet, der siden 1875 har brygget sodavand og øl til hele Vendsyssel, er lukket. Fabrikken var på daværende tidspunkt, 1988, byens ældste produktionsvirksomhed. Det var de små lokale købmandsforretningers død i 80’erne og 90’erne der blev Brønderslevhus’, og andre mindre bryggeriers endelige.

Brønderslevhus havde leveringsaftale med købmandsforretninger i hele Vendsyssel, men da de langsomt forsvandt mistede bryggeriet store dele af deres omsætning. Produktionen kunne ganske enkelt ikke følge med efterspørgslen fra de større supermarkeder.

Kun fire ølbryggere

Ølbrygning var i tiden omkring 1870’erne blevet en udbredt fritidsinteresse for mange på Brønderslevegnen, hvilket måske var en af grundene til, at købmand Henning Henningsen i 1870’erne langsomt var begyndt at starte en produktion af øl op hjemme på købmandsgården ved Aalborgvej. Bryggeriet Brønderslevhus blev dog først officielt grundlagt i 1875 af brygmester Hans Nielsen Krogh.

Hans Nielsen Krogh fortsætter sit livsværk frem til 1922, hvor han overdrog virksomheden til sit feriebarn og brygmester Jens Jensen. Jens Jensen var en driftig herre, der i sine 20 år på bryggeriet både fik organiseret og nytænkt distributionen af bryggeriets produkter fra hestevogn til lastbil. Derudover var det i denne tid at bryggeriet begynder at satse på hvidtøl – hvilket bliver en stor succes.

I 1944 solgte Jens Jensen bryggeriet tilbage til familien Krogh. Hans Krogh købte i marts 1944 bryggeriet for 72.000kr. Det var Hans Krogh, der i 1950’erne satte gang i distributionen af hvidtøl på almindelige flasker, og så var det også ham, der påbegynder produktionen af sodavand, tre forskellige varianter – citronvand, appelsinvand og hindbærvand. Blot 15 år senere var produktionen af sodavand dog noget større, med omkring 13 forskellige sodavandsvarianter og en enkelt juicesmag.

I 1953 døde Hans Krogh, mens bryggeriet blev drevet videre af hans kone Edni Kezia Østergaard Krogh indtil 1973, hvor deres søn Kresten Krogh overtog bryggeriet – Kresten Krogh der i øvrigt var uddannet på Pedershåb maskinfabrik.

I 1975 kunne Bryggeriet Brønderslevhus, med sit nye tapperi, producere 15.000 flasker sodavand i døgnet, hvilket gav fast arbejde til seks mand og tre lastbiler. I 1984 overtog Bryggeriet Brønderslevhus produktionen fra Frederikshavn mineralvandsfabrik. Men blot fire år efter måtte bryggeriet selv dreje nøglen om. Kresten Krogh fortsatte sit virke som brygmester på Landkærs fabrik i Gudumholm.

Ikke det eneste bryggeri i kommunen

Bryggeriet var langt fra det eneste bryggeri i det nuværende Brønderslev Kommune. Bryggeriet havde konkurrence udefra af bl.a. Dronninglund bryggeri og J. Jensens Bryggeri i Aså. Men også indenfor bygrænsen havde bryggeriet konkurrenter.

Fra 1909-1915 fungerede bryggeriet N. th. Jensens bryggeri, som senere blev til Brønderslev Mineralvandsfabrik. 1935 til ca. 1950 fungerede Bryggeriet Svalen, der ligeledes blev til Brønderslev mineralvandsfabrik.

Øl-Aage og eftertiden.

Selvom det er ved at være 31 år siden at Bryggeriet Brønderslevhus drejede nøglen om lever historierne om fabrikken stadig videre. Mange fra den ældre generation husker måske stadig Øl-Aage og mange af de andre gamle ølkuske eller bryggere. Historierne om disse kendinge lever i bedste velgående.

Indtil for nyligt kunne historien ligeledes stadig opleves på museum, hvor Vildmosemuseet havde en udstilling om fabrikkens virke. Museet der i øvrigt stadig har meget af fabrikkens produktionsapparat på magasin f.eks. fabrikkens tapperi og kapelmaskiner.

Bygningerne står der endda endnu, ikke så pæne og virkelystne som engang. Men hvis du køre forbi på Aalborgvej, kan du måske stadig ane duften af humle, sukker og citrus.

- Der vil være historier om eksempelvis den legendariske Cykel-Frode fra Søndergade, om en rugbrødsfabrik, om en tekstilfabrik og selvfølgelig ikke mindst historien om PN Beslag/Pedershaab. Jeg fortæller også i bogen om den periode, hvor banegården blev bygget og dens senere store betydning for byen, siger Anders Rydahl-Jensen.

Forfatteren ved endnu ikke, hvornår bogen vil udkomme, blot at det bliver i 2020.

Historien om Brønderslevhus er et af kapitlerne i den kommende bog om Brønderslevs 100 år som købstad.

Historien om Brønderslevhus er et af kapitlerne i den kommende bog om Brønderslevs 100 år som købstad.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden