Dansk Industri roser kommunernes erhvervsvenlighed

DI placerer alle tre kommuner i Vendsyssel for første gang i top 40 

Richard Fynbo er direktør for Fynbo Foods og formand for DI Vendsyssel, der er godt tilfredse med erhvervsklimaet i Brønderslev, Hjørring og Frederikshavn. <i>Privatfoto: Jakob Lerche.</i>

Richard Fynbo er direktør for Fynbo Foods og formand for DI Vendsyssel, der er godt tilfredse med erhvervsklimaet i Brønderslev, Hjørring og Frederikshavn. Privatfoto: Jakob Lerche.

VENDSYSSEL: Virksomhederne er generelt tilfredse med kommunerne i Vendsyssel, som alle tre oplever fremgang i den årlige undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed hos kommunerne, som Dansk Industri (DI) netop har udgivet. Samlet set er placeringerne de bedste nogensinde i regionen, hvor Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev kommuner for første gang nogensinde er i top 40 samtidig.

Det oplyser formand for DI Vendsyssel Richard Fynbo.

Lokal erhvervsvenlighed

  • DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2022, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 13. år i træk DI laver en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
  • 7.915 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen.
  • Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder og statistik. Typerne af indikatorer vægter 50/50 i kategorierne.
  • Resultaterne er opdelt i ti kategorier, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set.
  • 93 ud af landets 98 kommuner er inkluderet i undersøgelsen. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da det ikke er muligt at indhente et tilstrækkeligt antal svar i disse kommuner.

Dansk Industri

Frederikshavn Kommune er den mest erhvervsvenlige kommune i Vendsyssel i årets undersøgelse med en 17. plads. Brønderslev og Hjørring kommer på henholdsvis en 24. plads og en 37. plads. 

Ligesom de senere år vidner undersøgelsen om et højt bundniveau i Frederikshavn. I syv ud af ti kategorier er kommunen i den bedste tredjedel. Særlig interessant er fremgangen i kategorien grøn udvikling, hvor kommunen lander på en 5. plads i årets undersøgelse og fremgangen i forhold til infrastruktur og transport.

- Frederikshavn Kommune er helt i toppen, når det kommer til lokal udvikling på et solidt strategisk grundlag. I den kommende tid kan recycling city akkompagneres af en topplacering i kategorien grøn udvikling, fortæller formand for DI Vendsyssel, Richard Fynbo.

- Kommunen står godt rustet til at tage indsatsen endnu videre, sammen med de andre nordjyske kommuner bl.a. i forhold til det regionale fyrtårnsprojekt med fokus på opsamling, lagring og anvendelse af CO2, siger formand Richard Fynbo.

Er gode på uddannelse i Hjørring

I Hjørring Kommune er der fremgang at spore, når det kommer til lokal erhvervsvenlighed. Samlet set går kommunen ni pladser frem i Dansk Industris årlige undersøgelse til en placering som nr. 37. Det er særligt kategorierne uddannelse og digitale rammer, der driver fremgangen sammen med den overordnede erhvervsvenlighed. I modsat retning trækker kategorierne grøn udvikling samt infrastruktur og transport

- Hjørring Kommune belønnes endelig for den omfattende satsning på unge og uddannelse gennem Ungegarantien. Hundredvis af lokale virksomheder er partnere i ordningen, og vi vil formentlig først se effekterne af indsatsen i de kommende år, fortæller Richard Fynbo, der formand for DI Vendsyssel.

- I en kommune med udsigt til faldende befolkningstal er det endnu vigtigere at adressere fremtidens arbejdskraftbehov gennem uddannelse. Halvdelen af virksomhederne i årets undersøgelse angiver, at kommunen skal fokusere på arbejdskraft som et af de vigtigste emner, men hvor kommunen historisk har scoret højt på kategorien, vidner årets resultat midt i feltet om, at situationen er vanskelig for virksomhederne, siger DI-formand.

Leverandører er private

 Brønderslev Kommune er landets bedste, når det kommer til brugen af private leverandører. Tilfredsheden med kommunens indsats for at tiltrække og sikre kvalificeret arbejdskraft er blandt de højeste i landet, mens infrastruktur og transport ligger helt i bund. Samlet set lander kommunen på en placering som nr. 24.

- Brønderslev Kommune er den bedste i landet i kategorien brug af private leverandører. Brugen af private leverandører beskæftiger sig med, hvad der udbydes, og hvordan det udbydes. Når det kommer til, hvordan opgaver udbydes, ligger kommunen i toppen, bl.a. gennem en ugentlig mail til virksomhederne om kommende muligheder, forklarer formand Richard Fynbo, DI Vendsyssel.

- Til gengæld er der plads til forbedring i forhold til, hvad der udbydes, særligt udbuddet af opgaver på det tekniske område. Her bør flere opgaver lægges ud til private leverandører, siger formand Richard Fynbo, DI Vendsyssel.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.