Det er Fiskebilens skyld ... det hele

Johnny Ertmann har haft sin fiskebil i godt 34 år, og nyder stadig den daglige tjans med at sælge fisk i Brønderslev, Aabybro, Skørping, Brovst og Gistrup. I Brønderslev fik handlen et ekstra twist, da medlemmerne af en FaceBook-gruppe begyndte at give Fiskebilen skyld for alt mellem himmel og jord.

Johnny Ertmann fra Aabybro er hver mandag i Brønderslev for at sælge frisk fisk fra Fiskebilen, der holder foran Løvbjerg Supermarked. Og på Facebook er det blevet en stående, og efterhånden slidt, vits, at alle de dårlige ting, der sker i Brønderslev, helt sikkert er Fiskebilens skyld. Brønderslev 16. maj 2022. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Johnny Ertmann fra Aabybro er hver mandag i Brønderslev for at sælge frisk fisk fra Fiskebilen, der holder foran Løvbjerg Supermarked. Og på Facebook er det blevet en stående, og efterhånden slidt, vits, at alle de dårlige ting, der sker i Brønderslev, helt sikkert er Fiskebilens skyld. Brønderslev 16. maj 2022. Foto: Henrik Bo

BRØNDERSLEV:Det hele begyndte for små fire år siden, da Johnny Ertmann langede en pose med frisk fisk over disken. Som han gør hundredvis af gange hver dag. Denne gang ville den kvindelige kunde overraske sin mand med fisk på aftentallerkenen selv om hun godt vidste, at manden ikke kunne fordrage fisk, men lige ville prøve alligevel. Fisk er jo som bekendt godt. Tænkte i hvert fald kvinden.

- Men manden kunne altså ikke lide fisk, og det skrev han om på en Facebook-gruppe i Brønderslev. At det var Fiskebilens skyld, at han havde fået sin aften ødelagt. Det satte gang i mange andre medlemmer af gruppen, fortæller Johnny Ertmann.

Stille og roligt blev det en stående vits, at det alt sammen var Fiskebilens skyld, uanset hvad der var galt i Brønderslev. Skæve fortovsfliser, hundelorte på byens grønne arealer, natlige kanonslag, der forstyrrede nogens nattero, politiske stridigheder, indbrud ... det var alt sammen Fiskebilens skyld.

Johnny Ertmann stod til daglig og solgte sine fisk og opdagede ingenting.

- Næh, jeg er ikke meget på sociale medier. Det interesserer mig ikke ret meget, og kunderne sagde ingenting - de handlede som de plejede, siger Johnny Ertmann.

Først da hans kone faldt over kommentarerne, blev Johnny klar over, at hans fiskebil var blevet et gennemgående tema i debatten i Brønderslev. Altid på en humoristisk og afvæbnende måde  og ikke noget han havde tænkt sig at deltage i.

- Jeg sælger fisk og er glad for det, længere er den ikke, siger han.

Der er altid smil på Johnny Ertmann, når han står bag disken i sin Fiskebil, som han har gjort det i godt 34 år. Smilet er dog blevet en anelse mere stift de seneste måneder, hvor indkøbsprisen på fisk er steget voldsomt. <i>Foto: Henrik Bo</i>

Der er altid smil på Johnny Ertmann, når han står bag disken i sin Fiskebil, som han har gjort det i godt 34 år. Smilet er dog blevet en anelse mere stift de seneste måneder, hvor indkøbsprisen på fisk er steget voldsomt. Foto: Henrik Bo

Prisstigninger gør ondt

De mange prisstigninger på snart sagt alt mellem himmel og jord har også ramt fiskeriet. Det er selvsagt smittet af på Fiskebilen og Johnny Ertmann. Faktisk er fiskene blevet så dyre, at flere kunder har fortalt Johnny Ertmann, at de ikke længere har råd til at købe hans varer. Og det gør ondt.

- Forleden fortalte et ægtepar, som jeg har solgt fisk til i 20 år, at de var nødt til at finde på noget andet end fisk - de har ikke længere råd, siger Johnny Ertmann, som nævner hans mest populære fisk, laks, hvor kiloprisen på kort tid er steget fra 220 til 280 kr.

- Det er meget voldsomt og kan tydeligt mærkes på omsætningen. Jeg sælger mindre, selv om jeg selv tager noget af prisstigningen. Det er for voldsomt at lade kunderne betale hele prisstigningen, siger han.

Det betyder så bare, at Johnny Ertmann tjener mindre og mindre.

- Jeg er begyndt at overveje, om jeg skal fortsætte eller finde på noget andet at lave. Det er bare træls, når man har solgt fisk i 34 år og er glad for det, siger han.

- Jeg har mange gange oplevet, at folk har forsøgt at snakke med billedet på min Fiskebil, siger Johnny Ertmann, som netop fik lavet billedet til bilen for sjovs skyld. <i>Foto: Henrik Bo</i>

- Jeg har mange gange oplevet, at folk har forsøgt at snakke med billedet på min Fiskebil, siger Johnny Ertmann, som netop fik lavet billedet til bilen for sjovs skyld. Foto: Henrik Bo

Solceller på taget hjælper

En af de ting, som gør, at Johnny Ertmann endnu ikke har kastet håndklædet i ringen, er hans erfaring i at købe de rigtige fisk, få dem præsenteret på den rigtige måde og at han har solceller på taget af Fiskebilen.

- De gør, at jeg ikke behøver koble fiskebilen til strøm. Solcellerne klarer både køleanlægget og lys, og der sparer jeg mange penge, siger han.

Så Johnny Ertmann ser tiden an og fortsætter med at køre. Og sørger for, at Fiskebilen altid er fyldt op med alle mulige og umulige fisk - blæksprutter, helleflynder, smørfisk, ål, makrel, røget torskerogn, rødtunge, havtaske, hornfisk for nu blot at nævne nogle. Og salater i alskens udgaver.

Og kan folk i Brønderslev hygge sig med at give Fiskebilen skylden for alt muligt er det helt fint med Johnny Ertmann. Bare de også køber nogle fisk.

- To krydrede og et par bowser, sågerne. Johnny Ertmann får langet mange, mange fiskefrikadeller over disken i løbet af de timer, han er på plads i Brønderslev. Og bowserne ... det er krydret torskerogn, som også er populært. <i>Foto: Henrik Bo</i>

- To krydrede og et par bowser, sågerne. Johnny Ertmann får langet mange, mange fiskefrikadeller over disken i løbet af de timer, han er på plads i Brønderslev. Og bowserne ... det er krydret torskerogn, som også er populært. Foto: Henrik Bo

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden