Efter byrådsmøde med frustrerede forældre: Ønske om borgermøde blev afvist

Forældre har bedt om et borgermøde om førskolegrupper efter heftigt byrådsmøde - udvalg er splittet, men flertal siger nej

Forældre i stort tal protesterede mod tidligere skolestart på det seneste byrådsmøde, hvor et flertal i byrådet stemte det igennem. Nu har områdebestyrelserne fra kommunens børnehave bedt om et borgermøde. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Forældre i stort tal protesterede mod tidligere skolestart på det seneste byrådsmøde, hvor et flertal i byrådet stemte det igennem. Nu har områdebestyrelserne fra kommunens børnehave bedt om et borgermøde. Arkivfoto: Henrik Bo

BRØNDERSLEV:Børne- og skoleudvalget er totalt splittet i sagen om førskolegrupper - tidligere start i sfo for børn i april i stedet for skolestart i august. Nu har et smalt flertal afvist et ønske fra områdebestyrelserne for dagtilbud i område Øst og Vest, som repræsenterer forældre fra alle kommunens børnehaver, om at holde et borgermøde.

- Forældrene udtrykte op til og under byrådsmødet tydelig utryghed omkring førskole. Områdebestyrelserne for dagtilbud i område Øst og Vest opfordrer derfor udvalget til at tage initiativ til, at udvalget afholder et borgermøde vedr. førskole hurtigst muligt med henblik på hurtig involvering af forældre som lovet ved byrådsmødet, skriver de i et brev til børne- og skoleudvalget, hvor de også bemærker, at der blandt forældrene er frustration over processen og et behov for klarhed.

Men der bliver ikke noget borgermøde.

- K, LA og V ønsker, at der afholdes lokale møder, og de stiller gerne op til et møde med områdebestyrelserne. S og SF ønsker et borgermøde efterfulgt af lokale møder, fordi vi lægger vægt på et borgermøde set i lyset af det tidligere byrådsmøde, hvor mange af de forældre, der mødte op, slet ikke fik mulighed for at stille spørgsmål, og de få, der nåede at stille spørgsmål, fik ikke svar. Det er ikke en optimal måde at behandle nogen på, forældrene er meget berørte af det her, siger formand for børne- og skoleudvalget, Bettina Bøcker Kjeldsen (S).

Dermed står udvalget lige så delt, som byrådet gjorde, da et blåt flertal på seneste byrådsmøde stemte førskolegrupperne igennem.

Bettina Bøcker Kjeldsen argumenterede imod førskolegrupperne på byrådsmødet, og hun er stadig ikke glad for tiltaget, som hun nu som udvalgsformand står i spidsen for at skulle gøre til virkelighed.

- Den her beslutning er fuldstændig tudetosset, mener hun.

Byrådsmødet, hvor budget 2022 indeholdende førskolegrupperne blev vedtaget, var meget velbesøgt af utilfredse forældre. <i>Arkivfoto: Henrik Bo</i>

Byrådsmødet, hvor budget 2022 indeholdende førskolegrupperne blev vedtaget, var meget velbesøgt af utilfredse forældre. Arkivfoto: Henrik Bo

Men nu er det altså vedtaget, og det skal gøres til konkret virkelighed.

- Det er en bunden opgave, jeg som udvalgsformand har fået, og så er jeg også nødt til at kunne løse det på den bedst mulige måde for børn og forældre, siger Bettina Bøcker Kjeldsen, der har planer om at inddrage forældrene.

- Jeg har lovet områdebestyrelserne, at de kommer med tæt ind i den her proces om, hvad der kommer til at ske på de forskellige institutioner og skoler. 

Bettina Bøcker Kjeldsen. <i>Arkivfoto: Henrik Louis</i>

Bettina Bøcker Kjeldsen. Arkivfoto: Henrik Louis

Førskolegrupperne skal også drøftes på næste udvalgsmøde. 

- Der er mange ting, der skal tages højde for, og det er nedsat en arbejdsgruppe. Der bliver sendt nyhedsbrev ud til forældrebestyrelserne, og det er ekstremt vigtigt, at der kommer kommunikation ud til alle, det her vedrører, understreger udvalgsformanden.

- Det her bliver en hård opgave, opsummerer hun.

Derfor nej

Når de blå partier ikke ønsker et borgermøde, hænger det sammen med, at man gerne vil tage højde for, at der er store forskelle på de forskellige skoler.

- Vi har valgt at sige, at vi langt hellere vil ud og holde nogle lokale møder, hvor vi kommer ud. Vores distrikter er sammensat af store og små skoler og mange størrelser børnehaver. Vi vil hellere ud og holde det de enkelte steder, fortæller Line Vanggaard Pedersen (V), der er næstformand i udvalget.

Hun mener, at man på den måde bedre kan holde det mere relevant for, hvordan det skal foregå de enkelte steder. Men hun åbner dog en dør:

- Hvis områdebestyrelserne vælger at holde et møde, så kunne jeg godt finde på at komme, hvis jeg havde mulighed for det, siger Line Vanggaard Pedersen.

Formand for områdebestyrelse Øst, Sussanne Pedersen, er ærgerlig over, at de ikke får et borgermøde.

- Vi er kede af, at det blå flertal, som også har stemt for det her forslag, ønsker, at der afholdes lokale møder. Jeg synes, de skylder områdebestyrelserne og de forældre, de repræsenterer, at afholde et møde, så forældrene samlet kan få svar på de spørgsmål, som de ikke kunne på byrådsmødet. Ønsket om et borgermøde var, at alle kunne samles og få lov at stille de spørgsmål. Det tager lidt effekten af det, at de vil holde det som små møder, mener hun.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.