Brønderslev

Elsket restaurant brændte ned - beslutning om fremtiden er under opsejling

Planer for nyt kulturområde i Hedelund er ved at være klar - snart skal byrådet træffe en beslutning

Restaurant Hedelund blev ramt af en brand i 2018. Siden har der været uenighed om, hvad der skal ske - men nu er der lavet en forundersøgelse sammen med en arkitekt.
Restaurant Hedelund blev ramt af en brand i 2018. Siden har der været uenighed om, hvad der skal ske - men nu er der lavet en forundersøgelse sammen med en arkitekt. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

BRØNDERSLEV: Det hvirvlede en masse følelse op hos folk i Brønderslev, da Restaurant Hedelund i 2018 brændte ned. Her havde folk masser af minder fra runde fødselsdage, bryllupper og konfirmationer. Det fik en brand i en container sat en brat stopper for. Og siden er debatten om et nyt Hedelund bølget frem og tilbage.

Men nu er det ved at være tæt på, at der skal træffes en beslutning. En styregruppe har med hjælp fra arkitekt Esben Dannemann Frost fået lavet en forundersøgelse til det nye kulturområde Ny Hedelund, som der arbejdes på at etablere. Det var på et temamøde i byrådet onsdag.

- Den forundersøgelse, der er ved at være på plads nu og næsten er færdig, blev præsenteret, fortæller Steen Søgaard Petersen (UP), der er formand for styregruppen for Kulturprojekt Hedelund og for fritids- og kulturudvalget i Brønderslev Kommune.

Bag Kulturprojekt Hedelund står tre parter: Brønderslev Kommune, Museum for Forsyning og Bæredygtighed (MOSS), som er flyttet ind i en del af PN's gamle bygninger, og Fonden Fabrikken, som har planer om at etablere et kulturcenter i PN-bygningerne, hvor biografen BAS skal blive den første lejer. Fonden Fabrikken har allerede købt en del af de gamle fabriksbygninger.

Det er meningen, at der skal bygges en restaurant som en del af det nye, og den vil kommunen forpagte ud. Det gamle Hedelund var kommunalt ejet, og Brønderslev Kommune fik efter branden cirka ni millioner kroner af forsikringen.

Beslutning 3. maj

Temamøderne er lukkede møder, og der besluttes ikke noget.

Det næste, der sker, er at styregruppen mødes 18. april for at lave en indstilling, som skal i økonomiudvalget 25. april og på byrådsmøde 3. maj, hvor der kan tages en beslutning. Forinden har de forskellige partier mulighed for at drøfte sagen i deres egne grupper.

Indtil da vil Steen Søgaard Pedersen ikke fortælle, hvad arkitekten er nået frem til.

- Det er en politisk proces, der skal gå sin rigtige gang, inden vi begynder at melde noget ud, siger han.

Det nye Kulturorprojekt Hedelund skal ligge i Hedelund Rhododendronpark. Arkivfoto: Henrik Louis

Forundersøgelsen skal blandt andet afdække, hvad der kan lade sig gøre i den gamle PN fabriksbygning, og hvor det ny byggeri skal ligge. 

Det er politisk besluttet, at det skal ligge i tilknytning til PN's bygninger, men ikke præcist hvor.

Kæmpe mulighed

Selv er Steen Søgaard Pedersen begejstret for planerne.

- Jeg synes personligt, det er spændende ud, og jeg håber vi kan blive enige om, at det her en en kæmpe mulighed for Brønderslev. Men det må den næste måned vise, siger han.

Styregruppen har tidligere fortalt i brede vendinger om, hvad tankerne bag det ny kulturområde er.

- Hvis man tænker tingene sammen, er der så mange synergi-muligheder. BAS og museet skal begge sælge billetter, det kan man gøre et sted. Der kan være fælles garderobe, og vi kan tænke bespisning sammen, har Steen Søgaard Petersen tidligere givet som eksempler.

MOSS har tidligere sagt, at Hedelund bliver et kulturelt fyrtårn, mens BAS mener, at det kan give et kæmpe boost med biograf hver dag og koncerter af en anden kaliber.

- Jeg håber og tror på, at vi lykkes med det, for vi har brug for en kanon positiv historie, og det vil det her blive, hvis vi går den vej, siger Steen Søgaard Petersen.

Han har tidligere har sagt, at han håber, man bliver klar til en gallaåbning i 2025 - med forbehold for, at ting kan ske.

Real Dania er på banen i projektet og er med til at betale for forundersøgelsen.

Brønderslevs nye kulturcentum ventes at komme til at stå i omkring 100 millioner kroner.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden