Spektakulært show: Event-elever sikrer, at Voergaard Slot bliver brændt ned
De frivillige i foreningen "Voergaards levende historie" går dramatisk til værks

I efterårsferien brænder de slottet ned på Voergaard, og det er gratis at overvære. Privatfoto
DRONNINGLUND: I 1534 blev Voergaard Slot angrebet af bønder fra Skipper Clements bondehær. Slottet brændte, og den brand bliver nu genskabt i efterårsferien. Alle er inviteret til at overvære det flammende show "Brænd slottet ned".
Der er gratis adgang til arrangementet, der er blevet til med støtte fra Melsenfonden.
Det oplyser Kirsten Flyvholm fra foreningen “Voergaards Levende Historie".

Middelalderdage på Voergaard Slot arrangeres af frivillige. Her ses Kirsten Flvyholm til venstre fra arrangementet i juli i år. Kirsten Flyvholm er også idékvinde til "Brænd slottet ned". Foto: Kim Dahl Hansen
Foreningen, der blandt andet arrangerer Middelalderdage på Voergaard i juli med cirka 20.000 gæster, har i år 20 års jubilæum, og det markeres med at brænde slottet ned ligesom det blev i 1534. Lyd og lyseffekterne leveres af eleverne EUC Nord, der uddanner sig i at arbejde netop med lys og lyd.
Lys- og lydeleverne, der holder til i Frederikshavn har med stor succes lavet en historisk fortælling om Frederikshavns historie, i forbindelse med byjubilæet i 2018.
- Da blev Cloostårnet brugt til at fortælle historien, og jeg har også på tv set, hvordan Koldinghus brændte ned. Der fra fik jeg idéen til, at vi kunne lave et samarbejde med lys- og lydeleverne på eventekniker-uddannelsen, fortæller Kirsten Flyvholm.
Arrangementet finder sted om aftenen 20., 21. og 22. oktober. Hver aften er der to shows klokken 19.30 og 20.30.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.