Flere indbrud: Politiet på jagt efter tyve
Torsdag aften slog indbrudstyve igen til i Vendsyssel - trods flere fængslinger

Arkivfoto: Kim Dahl Hansen
BRØNDERSLEV/SULSTED:Indbrudstyve huserer fortsat i Nordjylland, selv om politiet har fået varetægtsfængslet seks personer de seneste dage, alle sigtet for indbrud.
Torsdag aften fik Nordjyllands Politi meldinger om indbrud i Brønderslev og i Sulsted, og flere politipatruljer ledte i løbet af aftenen efter gerningsmændene - formentlig i alt fire mænd.
To indbrud på kort tid
Kl. 20.19 fik politiet melding om et indbrud på Ravnsøsparken i Brønderslev. Her blev mindst to mænd set stikke af fra huset.
Kun et kvarter efter fik politiet anmeldelse om indbrud i en villa på Bjørnsonparken i Sulsted. Her blev også mindst to mænd set stikke af. Tilsyneladende nåede de at stjæle computerudstyr.
Politiet sendte flere patruljevogne ud for at lede efter gerningsmændene. Det var næppe de samme gerningsmænd begge steder, vurderer vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.
Mobil politistation på besøg
Brønderslev er en af de byer, som de seneste to uges tid har været slemt plaget af indbrud, typisk begået i aftentimerne. Mellem 3. november og torsdag 15. november har politiet fået 22 anmeldelser om indbrud i Brønderslev.
Fredag 16. november er Nordjyllands Politi på plads i byen med en mobil politistation. Den holder kl. 10 til 12 på Løvbjergs parkeringsplads, Arkaden 14 i Brønderslev. Her kan alle, der føler sig utrygge, få en snak med politiet. Også om, hvordan man selv kan forebygge indbrud i hjemmet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.