Byfornyelse

Fliser i ny bypark ser grimme ud

Nu bliver de kritiserede fliser snart skiftet ud

Borgmester Mikael Klitgaard (V) kom forbi NORDJYSKE-bussen sammen med chefkonsulent Mette Krogh. Georg Damgaard Madsen lytter til borgmesteren sammen med NORDJYSKE’s reportere.
Borgmester Mikael Klitgaard (V) kom forbi NORDJYSKE-bussen sammen med chefkonsulent Mette Krogh. Georg Damgaard Madsen lytter til borgmesteren sammen med NORDJYSKE’s reportere.

DRONNINGLUND: Nogle af fliserne i Dronninglunds få uger gamle bypark er allerede knækket, og andre ser grimme ud. Det bemærkes i byen, fornemmede NORDJYSKE’s redaktion, da vi onsdag gjorde holdt med mediehusets bus i udkanten af byparken.

Fliserne var det emne, flest kom for at tale om.

- Byparken er rigtig pæn, men fliserne har nogle mærkelige skjolder, konstaterede Jenny Jensen, der sammen med sin mand Carl Peter inspicerede området i Dronninglunds midtby.

Parret er for få måneder siden flyttet til byen, efter at de i en menneskealder har drevet købmandsbutik i Jordbroen. Butikken lå tæt ved spejderhytten Rosenholt, hvorfra mange unge, når de var på lejr, kom for at købe en souvenir med hjem til mor og far.

- Vi fik malet små figurer af hunde og katte med “Jordbroen”. De gik som varmt brød, mindedes den nu 88-årlige eks-købmand.

Georg Damgaard Madsen har boet i Dronninglund i 15 år og er særdeles glad for byen, fortalte han, mens han fik en kop kaffe med chokoladekage i bussen:

- Det er skønt at bo her, fastslog Georg Madsen, der er frivillig hos Røde Kors og hver uge kører ud for at afhente møbler til organisationens genbrugsbutik. Han skulle denne onsdag eftermiddag videre til sin kolonihave, men nåede dog lige at mødes med borgmester Mikael Klitgaard (V).

Borgmesteren kunne berolige bekymrede Dronninglund-borgere med, at de kritiserede fliser i den ny park snart skiftes ud.

- Det skal selvfølgelig se ordentligt ud, og det kommer det også til, lovede han - og glædede sig over, at der er skabt et nyt og, måske bortset fra nogle af fliserne, smukt åndehul midt i Dronninglund.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden