Flugtfange drak sig spritstiv: Torpederede en bil og stak af

Bilist kom til skade, da en fange fra Kragskovhede tog på springtur

Susie Skov
Arkivfoto
Trafikulykker 5. december 2018 20:52 - Opdateret 5. december 2018 20:54

HJALLERUP: Onsdag eftermiddag stak en 28-årig mand af fra sin afsoning hos det åbne Statsfængslet i Kragskovhede.

Efter at have drukket sig endog meget beruset, satte han sig ind i en bil og kørte mod Aalborg.

Da han kørte på motorvej E45 og nåede området ved rasteplads Hjallerup Enge gik det galt.

– Han påkørte med voldsom kraft en bil bagfra. Den blev ført af en 51-årig kvinde, og hendes bil fløj ud i et krat et godt stykke fra motorvejen, fortæller vagtchef Poul Badsberg fra Nordjyllands Politi.

Kvindens bil blev totalt knust.

– Hun havde ondt, men ser ud til at være sluppet heldigt, siger vagtchefen.

Stak af og gemte sig

Efter ulykken fortsatte flugtfangen fra Kragskovhede, og stoppede først den bil, han kørte i, efter et par kilomener.

– Bilen er formentlig gået i stå på grund af skader. Han forlod bilen og gemte sig i et krat, og da vores hunde fandt ham, kunne vi konstatere, at han var svært påvirket, fortæller Poul Badsberg.

Nordjyllands Politi kunne så konstatere, at det drejede sig om en mand, som burde sidde til afsoning.

Den 28-årige stammer fra Himmerland, og han er nu sat i detentionen til afrusning. Torsdag vurderer politiets jurister hans videre forløb ved Kriminalforsorgen.

Bilen blev meldt stjålet efter ulykken.

– Der er et sammenfald mellem den 28-årige og bilens ejer, som vi er ved at undersøge, oplyser Poul Badsberg.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...