Fodboldklub

Formand med store ambitioner

Daniel Svane blev i sommer formand for BI-fodbold - målet er at genskabe klubånden

I bestyrelsens mødelokale, bag Daniel, hænger klubbens tidligere formænd. Mon ikke også hans kontrafej en dag kommer til at beskue de fremtidige bestyrelsesmedlemmer.
I bestyrelsens mødelokale, bag Daniel, hænger klubbens tidligere formænd. Mon ikke også hans kontrafej en dag kommer til at beskue de fremtidige bestyrelsesmedlemmer.

Opdateret kl. 11:14

BRØNDERSLEV: Det er ingen hemmelighed, at en stor del af Daniel Svanes liv drejer sig om fodbold. Morgen, middag og aften. På arbejde og som frivillig.

BI-Fodbold havde i to år ingen formand og kun fire bestyrelsesmedlemmer, men klubben blev reddet ud af sit dødvande, da Daniel Svane, på 28, og to jævnaldrende venner i sommer meldte sig på banen til bestyrelsesposter. Daniel blev valgt til formand, og det er en rolle, han trives i, men han erkender, at der følger et ansvar med.

- Der er faktisk meget mere politik i at sidde i en bestyrelse, end mange lige tror. Der er mange meninger, så det skal selvfølgelig respekteres. Det går ikke, at vi ændrer kulturen fuldstændig fra den ene dag til den anden, men vi unge har selvfølgelig nogle idéer til hvilke tiltag, der kan skubbe klubben i den rigtige retning, forklarer han.

Formanden fortæller glædeligt, om de visioner han har for klubben.

Flere BI-dage

- Det er sådan set todelt. Først om fremmest skal vi forbedre os sportsligt. En klub som Brønderslev skal ikke spille i serie 2. Vi skal gerne et par niveauer op, siger han.

Og supplerer.

- Det er ligeså vigtigt, at vi har en masse unge, der har det sjovt og får rørt sig, men de skal gerne have nogle ældre at spejle sig i. Så man kan sige, at de overordnede mål sådan set går hånd i hånd.

Derfor har fodboldklubben planer om at arrangere endnu flere BI-dage, hvor der bliver spillet en masse hjemmekampe på samme dag.

- Kulturen og klubånden skal skabes igen. Og så skal vi selvfølgelig have mange mennesker ud på anlægget, lyder det fra formanden

Ansat i Superligaklub

Da den tidligere landsholdsspiller Michael Gravgaard blev ansat som direktør i Randers FC i 2016, skulle der larm i butikken hos superligaklubben, som Daniel selv beskriver det.

Der gik derfor ikke lang tid før Daniel, der har en bachelor i filosofi og kandidat i kommunikation hos Aalborg Universitet, blev ansat som fankoordinator i Randers FC’s event- og kommunikationsafdeling.

Daniel Svane mener, at han kan bruge mange af de ting, han lærer i jobbet som fankoordinator hos Randers FC, til sit arbejde hos BI.

- Jeg vil nok lyve, hvis jeg kunne tage den sportslige del med over, men når vi afvikler vores hjemmekampe, er jeg vant til at arbejde med 150 frivillige. Så interaktionen med mennesker er bestemt noget, jeg kan tage med, siger han. ​

Nye tiltag

Den nye bestyrelse arbejder hårdt på at fastholde og få nye medlemmer. De sidste par år er medlemstallet faldet svagt, men det vil de ændre på.

Formanden fortæller, at der bliver arrangementer for de mindste, men også for de ældre spillere.

- Et par måneder tilbage havde vi AaB’s superligahold på besøg, og snart kommer Allan Simonsen forbi og holder oplæg, så vi forsøger hele tiden på, at der sker noget, siger Daniel Svane.

Formanden er forhåbningsfuld og ser frem mod den nye sæson.

- Der kommer forhåbentligt en masse liv på centeret, og så skal vores førstehold gerne rykke op, siger formanden.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden