Friskole ramt af coronaudbrud: 10 elever testet positive

Onsdag blev det første smittetilfælde blandt eleverne på Agersted Friskole konstateret - torsdag havde forældrene til over halvdelen af eleverne valgt at holde dem hjemme

Klasseværelserne på Agersted Friskole har i dag, torsdag, været mere end halvtomme på grund af et coronaudbrud på skolen. Genrefoto.

Klasseværelserne på Agersted Friskole har i dag, torsdag, været mere end halvtomme på grund af et coronaudbrud på skolen. Genrefoto.

AGERSTED:Bedst som danskerne var ved at have vænnet sig til igen at leve uden coronarestriktionerne, har virussen igen slået til.

På Agersted Friskole ved Dronninglund er 10 børn blevet testet positive siden onsdag, og mere end halvdelen af skolens i alt 150 elever har torsdag frivilligt valgt at blive hjemme.

Det fortæller skoleleder Meiner Østergaard.

- Vi fik det første tilfælde konstateret onsdag, og siden er der kommet besked om flere, der er testet positive. Jeg har ikke det fulde overblik lige nu, men jeg vil vurdere, at det drejer sig om cirka 10 børn fordelt på vores børnehave og indskoling og mellemtrin, siger Meiner Østergaard.

- De smittede børn er selvfølgelig sendt hjem, og det samme er de elever med symptomer. Men i modsætning til tidligere har vi denne gang ikke de samme muligheder for at isolere og begrænse smitten. Retningslinjerne er simpelthen anderledes nu, fortsætter skolelederen.

Hvor der tidligere har været krav om hjemsendelse eller decideret nedlukning i tilfælde af smitte, kan skoler og daginstitutioner dette efterår kun opfordre forældrene til at lade deres børn teste og oplyse om muligheden for at holde børnene hjemme.

Heller ikke nære kontakter til en smittet skal blive hjemme, indtil det er afklaret, om vedkommende er smittet eller ej.

- Så selv om der for eksempel er syv smittetilfælde i en klasse, sender vi ikke resten hjem også. Vi kører videre som før, siger Meiner Østergaard.

Nuværende retningslinjer for skoler og dagtilbud

- Er man smittet med corona og udviser symptomer, skal man blive hjemme indtil 48 timer efter symptomophør

- Er man smittet med corona uden at udvise symptomer, skal man blive hjemme i syv dage, efter man er blevet konstateret positiv

- Institutionsleder kan opfordre nære kontakter til at kontakte Coronaopsporingen og lade sig teste på fjerde- og sjettedagen efter at være blevet udsat for smitte

- Børn, som er nære kontakter, og som ikke har symptomer på COVID-19, og som forældrene ikke ønsker testet, anbefales at blive hjemme i isolation til og med syv dage efter sidste nære kontakt til den smittede person

- Forældre samt andre familiemedlemmer eller bofæller til børn, elever/studerende, som er nære kontakter, behøver ikke at foretage sig andet end at være ekstra opmærksom på de smitteforebyggende råd herunder god hygiejne og udluftning samt eventuel udvikling af symptomer. Det er først hvis personen, som er nær kontakt, tester positiv, at de øvrige familiemedlemmer i husstanden bliver nære kontakter

Kilde: Sundhedsstyrelsen

På Agersted Friskole tester man stadig løbende elever, der er over ni år gamle. Er de under ni år, skal forældrene give samtykke til, at skolen tester dem en gang om ugen sammen med de øvrige elever.

- Og der skal forældrene altså have den ros, at de stort set alle sammen har givet os samtykke, siden vi opfordrede dem til det i går, siger skoleleder Meiner Østergaard.

Men derudover har han som skoleleder ikke de store muligheder for at gå mere drastisk til værks, hvis der skulle komme yderligere smitteudbrud i løbet af efteråret. Agersted Friskole følger som alle andre skoler myndighedernes anbefalinger, og de er i øjeblikket meget lempelige.

- Så selv om der eksempelvis dukker syv smittetilfælde op i en klasse, lukker vi ikke noget ned. Vi fortsætter undervisningen som hidtil, indtil myndighederne giver os besked om noget andet, siger Meiner Østergaard.

Han mener dog, at man som forældre og elever skal ændre sit mindset og sin indstilling til corona.

- Det er det, der sker. Mange små børn er jo ikke vaccinerede, og hvis de ikke bliver testet regelmæssigt, kan de her smitteudbrud så opstå. Men jeg tror også, vi skal lære at forholde os til, at der vil komme flere smittetilfælde i løbet af efteråret. Men nu er mange af os vaccinerede og skulle gerne få et mildere sygdomsforløb. Så corona skal nok mere sammenlignes med mere almindelige sygdomme, der rammer os fra tid til anden. Det er ikke ligesom sidste år, siger skolelederen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.