Godnat-historier er stadig et hit

LÆSELYST: - Hvis man selv har fået læst godnathistorier, vil man gerne give den gode oplevelse videre til sine børn. Det siger Louise Eltved Krogsgaard fra Brønderslev Bibliotek, som lige har fået 340.000 til indkøb af børnebøger.

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

BRØNDERSLEV:- Det skaber en helt særlig nærhed, nysgerrighed og empati, når man læser en bog højt for sit barn - både for barnet og den voksne. Og min erfaring er, at en fysisk bog er langt bedre end en tablet eller en telefon. Både barnet og den voksne gør sig mere umage i situationen, når historien kommer fra en bog.

Det siger Louise Eltved Krogsgaard, der er udviklingskonsulent på Brønderslev Bibliotek. Og hun er glad i disse dage, samme Louise. Rigtig glad.

- Brønderslev Bibliotek har lige fået 340.000 kr. til indkøb af børnebøger af Slots- og Kulturstyrelsen ... det er altså helt fantastisk og giver os en masse muligheder for at stimulere læse- og historielysten hos børn i hele kommunen, siger hun.

Pengene kommer fra en såkaldt BOGglad-pulje på 26 mio. kr., som er fordelt til biblioteker over hele landet, netop for styrke læselysten og samarbejdet mellem biblioteker og daginstitutioner.

- Nu skal vi i gang med at finde de mange børnebøger, der skal købes - i tæt samarbejde med lederne på daginstitutionerne og nogle børn, som får lov at give deres besyv med, siger hun.

Bøgerne skal dels være til almindeligt udlån på de kommunale biblioteker og dels pakkes i bogkasser, som skal gå på omgang i børnehaver, fritidsordninger og fritidsklubber. Og indholdet skal være en blanding af hvad børnene gerne vil læse og indhold, der matcher de pædagogiske lære- og udviklingsplaner, som pædagoger arbejder med i det daglige.

Når man vil sit barns bedste ...

I en tid hvor små elektroniske skærme nærmest har overtaget verden, kunne man tro at det der med at læse en historie fra en billedbog for et barn inden sengetid så småt er ved at være et overstået kapitel. Men sådan er det ifølge Louise Eltved Krogsgaard overhovedet ikke.

- Vi vil jo alle vores børns bedste, og eftersom al forskning viser, at det giver en bedre indsovning at få læst en billedbog på papir, ja, så er der rigtig mange forældre, som gør det. Og helt sikkert hygger sig med det, siger hun.

Corona-nedtur for bøgerne

De sidste par år har samfundet været præget af corona-restriktioner - også i daginstitutionerne.

- Her har man pakket bøgerne væk fordi de har været en smittekilde - og det har selvfølgelig givet læselysten et hak nedad. Hvis man er fire eller fem år, er det jo halvdelen af ens liv der har været bogløst. Så der skal bruges noget energi på at få bøgerne ind i hverdagen igen, siger Louise Eltved Krogsgaard.

På den anden side viser udlånsstatistikken, at udlånet af billedbøger på børns egne lånerkort steg med 18,1 procent fra 2020 til 2021.

- Det er især Kim Fupz Aakeson, der med Vitello-bøgerne er i top på udlånslisten, ligesom Anders And stadig er meget populær, siger Louise Eltved Krogsgaard.

Lige nu glæder Louise Eltved Krogsgaard sig til at få gang i at bruge de mange penge og få masser af nye bøger i hænderne.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.