Golf på den japanske måde: Vingård får en nye bane
Nygårdsminde anlægger en parkgolf-bane som supplement til vingårdens øvrige aktiviteter
En slags minigolf på en større bane. Sådan beskriver Jan Lunde fra Nygårdsminde Vingård selv den parkgolf-bane, han netop er gået i gang med at anlægge på de store græsarealer mellem gården og Tolstrupvej.
Han får gode råd og praktisk hjælp fra fynske Nicolai Agger, der selv var den første i Danmark til at anlægge en parkgolf-bane på sin egen vingård, Agger Vin & Parkgolf.
Ni huller og en kølle
Parkgolf spilles på græsbaner med ni huller, om man bruger en enkelt kølle, der mest minder om en driver, til samtlige slag.
Golfboldene er på størrelse med tennisbolde, og spillet henvender sig til alle uanset alder, køn og fysik.
- Jeg stiftede første gang bekendtskab med spillet i 2011 på en rejse til den japanske ø Hokkaido, hvor det er kæmpestort som god motion og underholdning, fortæller Nicolai Agger.
Han har besøgt Japan flere gange siden og er blevet oplært i at anlægge baner og undervise i spillets regler.
Han anlagde selv Danmarks første parkgolfbane i forbindelse med sin egen vingård på Fyn i 2012, og siden er flere kommet til på blandt andet Aarø, Samsø, Falster og Bornholm.
Først i Vendsyssel
- Nygårdsminde bliver det første sted i Vendsyssel, hvor man kan spille parkgolf, og det glæder vi os til at tilbyde til foråret, når banen er færdiganlagt og vejret tillader det. Vi ser det som et supplement til vores nuværende tilbud til både lokale og turister, som så kan kombinere et spil parkgolf, som varer en times tid, med rundvisning på vores vingård og eventuelt vinsmagning, forklarer Jan Lunde, der sammen med hustruen Gitte driver Nygårdsminde.
De kommende måneder vil de to baner med hver ni huller blive anlagt på det store græsareal, hvor der også bliver plantet en række forskellige frugttræer til at fuldende indtrykket af at bevæge sig rundt i en smuk park.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.