Gråhåret arbejdsgruppe giver Grindsted Plantage nyt liv - og omvendt

Gennem et initiativ fra Røde Kors har en flok gæve, gråhårede gutter med hænderne rigtigt skruet på og arbejdslysten i behold fundet et fællesskab, der både er til gavn for dem selv og lokalområdet

Røde Kors arrangerer grupper for ensomme mænd, som mødes og finder et fællesskab samtidig med, at de arbejder. De har blandt andet ryddet op og bygget shelters i Grindsted Plantage. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Røde Kors arrangerer grupper for ensomme mænd, som mødes og finder et fællesskab samtidig med, at de arbejder. De har blandt andet ryddet op og bygget shelters i Grindsted Plantage. Foto: Kim Dahl Hansen

BRØNDERSLEV:Tirsdag 9. august kl. 11, et par hundrede meter fra de blå skurvogne ved parkeringspladsen, blev den nye shelterplads i Grindsted Plantage indviet. Indvielsen bød på pølser over bål på den solbeskinnede shelterplads og besøg af formanden fra teknik- og miljøudvalget i Brønderslev Kommune, Peter Stecher, samt nogle frivillige fra Røde Kors. 

Knud Jørgensen er frivillig hos Røde Kors i Brønderslev, og er manden bag initiativet, der har realiseret de nye faciliteter i Grindsted Plantage. Han har startet en frivillig arbejdsgruppe for mænd, der er gået på pension, men som stadig har lyst og energi til at arbejde. De har nemlig ikke nok i kaffeslabberas:

- Der er mange mænd, der har svært ved at finde sociale fællesskaber, når de ikke længere går på arbejde. Vi oplever, at der stort set ingen mænd er i de kommunale aktivitetstilbud, fordi det er sådan noget pusle-noget. Det gider de sgu ikke.

Knud Jørgensen, frivillig hos Røde Kors i Brønderslev Kommune og koordinator for arbejdsgruppen. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Knud Jørgensen, frivillig hos Røde Kors i Brønderslev Kommune og koordinator for arbejdsgruppen. Foto: Kim Dahl Hansen

Selvom gruppen hovedsageligt har til formål at arbejde, så er kaffedrikkeriet nu også en uundværlig del af fællesskabet, for rundt om bordet i den blå skurvogn bliver der også delt tanker og talt om problemer.

Og netop for at kultivere et miljø, hvor mændene føler sig trygge ved at være mere sårbare, er arbejdsgruppen lukket land for kvindelige interesserede, fortæller Knud Jørgensen:

- Det her er et rum, hvor mænd kan være sig selv. Når vi sidder oppe i skurvognen og drikker kaffe - og det er jo næsten det vigtigste - der bliver den sociale samhørighed og  fællesskabet skabt. Det er det, der er vigtigt for os.

Mændene siger også selv, at slid og slæb kun er en del af grunden til, at de møder op hver tirsdag og torsdag mellem 9 og 12 ved de blå skurvogne. Selv på dage, hvor vejret ikke er til udendørs arbejde, trapper de troligt op alligevel, fortæller Walther Jensen, pensioneret bygningssnedker:

- Når det pisregner og vi ikke kan lave noget, kommer vi alligevel, og så sætter vi os oppe i skurvognen. Så er det jo virkelig tydeligt, at vi kommer her for fællesskabet også.

De foreløbigt ca. 10 mænd i arbejdsgruppen har baggrund indenfor forskellige håndværksfag. De tæller blandt andet en mekaniker, en tømrer og et par bygningssnedkere. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

De foreløbigt ca. 10 mænd i arbejdsgruppen har baggrund indenfor forskellige håndværksfag. De tæller blandt andet en mekaniker, en tømrer og et par bygningssnedkere. Foto: Kim Dahl Hansen

En af mændene i gruppen er 74-årige Birger Sørensen. Efter at han havde arbejdet ved elforsyningen i Brønderslev i mere end tre årtier, gik han på efterløn som 60-årig for at passe på sin kone, der var syg med Alzheimers demens.

Sygdommen betød efterhånden, at Birgers kone måtte flytte på plejehjem, og i april sov hun ind. Årene med hjemmepasning og det efterfølgende tab af sin kone kørte Birger helt ned i kulkælderen:

- Jeg blev meget deprimeret og gik totalt i hundene. Så var der en af de andre her ude fra, hvis kone også boede på plejehjemmet, som sagde, at jeg skulle tage med herud, og det har simpelthen hjulpet mig så meget op. Jeg har fået livet igen efter den tid.

Birger Sørensen, pensionist og arbejdsmand i Røde Kors Brønderslevs arbejdsgruppe for ensomme mænd. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

Birger Sørensen, pensionist og arbejdsmand i Røde Kors Brønderslevs arbejdsgruppe for ensomme mænd. Foto: Kim Dahl Hansen

Gruppen har været i gang tre år, og shelterpladsen med dertilhørende bålplads og latrin er ikke det første projekt som de arbejdsomme pensionister fra Brønderslev har realiseret.

Inden da har de ryddet ud i og afvandet den sumpede skovbund i området samt anlagt afmærkede stier belagt med flis, så stierne er gangbare og let fremkommelige. Projektet i Grindsted Plantage er i øvrigt gjort muligt af en donation fra Velux-fonden på 100.000 kroner.

De to shelters er nydeligt udført med højt til loftet, dobbelte skydedøre på skinner og asfaltbelagt tag. <i>Foto: Kim Dahl Hansen</i>

De to shelters er nydeligt udført med højt til loftet, dobbelte skydedøre på skinner og asfaltbelagt tag. Foto: Kim Dahl Hansen

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.