Lokalpolitik

Hjælp i en coronatid: Foreningerne får en økonomisk håndsrækning

Foreningerne i Brønderslev Kommune får 850.000 kroner fra en særlig coronapulje allerede i i år

Foreningerne i Brønderslev kan se frem til økonomisk støtte allerede i 2020 fra Brønderslev Kommune. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

Foreningerne i Brønderslev kan se frem til økonomisk støtte allerede i 2020 fra Brønderslev Kommune. Arkivfoto: Kim Dahl Hansen

BRØNDERSLEV:Nu får foreningerne i Brønderslev snart lidt flere penge at gøre med igennem denne svære tid med corona. Økonomiudvalget i Brønderslev Kommune har indstillet at udbetale 850.000 kroner fra en særlig coronapulje til foreningerne.

Pengene var afsat på budgettet til 2021, men Fritids- og Kulturudvalget havde indstillet at økonomiudvalget skulle fremrykke posten til 2020.

- Der var enighed i økonomiudvalget, da foreningerne trænger nu og ikke til foråret, hvis der kommer en vaccine. Vi kan ikke udsætte det, til det er gået over, siger borgmester Mikael Klitgaard (V).

Beslutningen om fremrykningen af puljen skal dog formelt godkendes på de kommende byrådsmøde, før pengene kan udbetales.

Fordeling efter medlemstal

Puljen udmøntes med 100 kroner per foreningsmedlem under 25 år, og det gælder hele det frivillige foreningsliv fra idræt til idebetonede foreninger og spejderne i kommunen.

- Vi er glade for at kunne hjælpe vores foreninger i kommunen, Jeg regner dog også med, at der er andre puljer, foreningerne kan søge, så det ikke kun er kommunen, der skal holde hånden under dem i denne tid, siger Mikael Klitgaard.

Fordelingsmodellen er blevet vedtaget i Fritids- og Kulturudvalget og blev ikke debatteret i Økonomiudvalget.

Borgmesteren forventer dog, at det nok vil skabe lidt debat i byrådssalen, da de ældste foreningsmedlemmer ikke får del i puljen, og det er de yngste, der tilgodeses i denne ordning.

Det næste byrådsmøde er onsdag 25. november, hvor udmøntningen af puljen forventes godkendt.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.