Hjallerup Marked på vippen: Formand vurderer risiko for aflysning til 50 procent
Frygt for Corona-smitte og anvisninger fra myndigheder sender årets marked til tælling

Corona-pandemien bringer nu også afviklingen af Hjallerup Marked i fare. Arkivfoto: Kurt Bering
HJALLERUP:Årets Hjallerup Marked med flere end 200.000 forventede besøgende i dagene 5. juni - 7. juni vurderes lige nu til at være på vippen. Det siger markedsformand Keld Nielsen.
- Vi er meget bekymrede, og jeg tror, det er 50/50 procent for aflysning eller gennemførelse, siger Keld Nielsen, der allerede har måttet aflyse det traditionelle møde for 120 frivillige ledere.
- Vi plejer at mødes den tredje lørdag i marts. Men det måtte vi aflyse og udsætte på ubestemt tid på grund af Corona-pandemien, fortæller Keld Nielsen.
Efter mødet plejer der at blive åbnet for tilmelding for de mange, der gerne vil hjælpe. Det er også udskudt.
Det aflyste møde skulle være et opdaterings- og planlægningsmøde for lederne af de op mod 2200 frivillige, der er med til at gøre markedet muligt hvert år, måske altså med undtagelse af i år.
- Men vi arbejder lige nu videre med den tankegang, at vi må fortsætte planlægningen, hvis vi tidsmæssigt skal kunne bevare muligheden for at gennemføre markedet, hvis det altså bliver det, vi beslutter, fortæller Keld Nielsen.
Han har ikke en helt præcis dato for, hvornår den afgørende beslutning skal træffes. Men markedet skal efter planen åbne 5. juni.
- Der er deadline godt og vel en måned tidligere, så nu håber vi bare på en positiv udvikling, siger Keld Nielsen, der ikke husker, at markedet nogensinde tidligere har været aflyst.
- Men i 1982 blev det udsat på grund af fare for mund- og klovsyge. Det vil vi ikke kunne gøre i dag, da det er omfattende med papirer, tilladelser og organisering, siger Keld Nielsen og tilføjer.
- Vi har f.eks. allerede indgået en lang række aftaler med bl.a. kunstnere og leverandører, men det må vi se på, hvordan vi tackler, hvis vi bliver nødt til at aflyse.
Allerede nu kan markedet notere sig, at det de seneste uger har modtaget en del spørgsmål fra både kræmmere, kunstnere og publikum, om hvordan markedet forholder sig til den aktuelle Corona-pandemi.
- Vi følger naturligvis alle myndighedernes anvisninger, for det er altså helbredet, der er vigtigst, understreger Keld Nielsen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.