Hjallerup Marked tjener millioner i år med jubilæum og halvsløjt vejr
Rekordmange frivillige sikrer Hjallerup Marked et pænt resultat for 2019

Hjallerup Marked fik millionstort overskud i 2019, og og markedsformand Keld V. Nielsen er godt tilfreds. Arkivfoto: Hans Ravn
HJALLERUP:Hjallerup Markeds 275-års jubilæum havde rekordmange frivillige hjælpere og kan nu fremvise et solidt overskud, hvoraf en del efter planerne bliver til glæde for hele byen.
- Selvom markedsvejret i år var en blandet omgang, viser Hjallerup Marked 2019, at vi stadig samler alle typer af gæster fra hele landet. Oveni kommer den altid utrættelige hjælp fra frivillige, i år flere end 2.100 til at dække de 4.400 vagter, som gør det til en kæmpe fornøjelse at lave og afholde marked år efter år, siger markedsformand Keld V. Nielsen.
Vi kommer ud af vores 275-års jubilæumsmarked i god form og er klar til fremtiden.
Keld V. Nielsen
- Vi brugte vores jubilæumsmarked til at kræse lidt ekstra om både vores mange frivillige og vores mange gæster, blandt andet med et stærkere musikprogram med store koncerter allerede fra torsdag eftermiddag, tilføjer Keld V. Nielsen.
Han kunne tirsdag aften præsentere et samlet overskud på 3,5 mio. kroner for årets marked, hvoraf de 1,5 mio. kroner går til den fælleskasse i byen, som byens foreninger kan søge penge fra.
Årets resultat blev som altid offentliggjort på repræsentantskabsmødet i Hjallerup Kulturhus.
- Vi kommer ud af vores 275-års jubilæumsmarked i god form og er klar til fremtiden, siger Keld V. Nielsen, der sammen med Markedsudvalget og de mange frivillige ledere allerede er i gang med at planlægge næste års marked.
Hjallerup Marked 2020 begynder med forprang torsdag 4. juni og varer til søndag 7. juni, inkl. Grundlovsdag fredag.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.