Hjallerup Maskinforretning er begæret konkurs

Virksomheden har selv smidt håndklædet i ringen, efter at producenten af Massey Ferguson har opsagt samarbejdet

Foto: Claus Kræmmergaard

Foto: Claus Kræmmergaard

HJALLERUP:Hjallerup Maskinforretning erklærer sig selv konkurs.

Årsagen er, at den amerikanske producent af landbrugsmaskiner Agco har opsagt den nordjyske virksomhed som forhandler af Massey Ferguson-maskiner.

- Det seneste år har været præget af uroen omkring opsplitningen af de tre traktormærker Massey Ferguson, Valtra og Fendt. I forlængelse af frasalget af Fendt- og Valtra-aktiviteterne til TBS Maskinpower har Agco og Hjallerup Maskinforretnings bestyrelse været igennem nogle intense forhandlinger om fremtidens samarbejde omkring Massey Ferguson. Disse forhandlinger har ikke båret frugt, og samarbejdet mellem Agco og Hjallerup Maskinforretning ophører derfor. Ledelsen i Hjallerup Maskinforretning har som en konsekvens heraf set sig nødsaget til at indgive en konkursbegæring imod selskabet. Afdelingerne holder lukket, indtil der er udpeget en kurator i skifteretten, meddeler virksomheden i en pressemeddelelse.

Million-underskud

I årsregnskabet for 2017/18, der er det senest offentliggjorte, fik virksomheden et underskud efter skat på 1,6 millioner kroner. Egenkapitalen var dengang på 19 millioner kroner.

Hjallerup Maskinforretning sælger og reparerer landbrugs - og havemaskiner.

Forretningen har udover hovedkontoret i Hjallerup afdelinger i Hjørring, Støvring og Randers.

Tirsdag kom det frem, at Agco har opsagt Hjallerup Maskinforretning som forhandler af Massey Ferguson.

- Jeg kan ikke komme ind på baggrund og årsagen for opsigelsen. Jeg kan medgive, at timingen er uheldig i forhold til sæson, men det er sådan, det er, siger direktør Christian Devantier fra Agco til landbrugsavisen.dk.

Hjallerup Maskinforretning er stiftet i 1928 af Einar Michaelsen og er ejet af Betina Ørbæk og Laila Michaelsen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.