Hunde giver kærlighed - og nu skal de ud på en ganske særlig opgave

Plejehjem i Brønderslev fik besøg af 26 måske kommende besøgshunde

Plejehjemmet Kornumgård i Brønderslev har haft 26 hunde til eksamen for at blive besøgshund. Her blev de testet på flere forskellige måder.
Plejehjemmet Kornumgård i Brønderslev har haft 26 hunde til eksamen for at blive besøgshund. Her blev de testet på flere forskellige måder. Foto: Henrik Louis

Opdateret 16. maj 2022 kl. 13:34

Den lille hund Oscar var sammen med sit menneske Henriette Jensen Thun en af de 26 hunde, der var mødt op på Plejehjemmet Kornumgård i Brønderslev, da TrygFonden holdt optagelsesprøve for hunde, der aspirerede til at blive besøgshund.

- Det er, fordi han er, som han er. Han har et rigtigt godt sind. Jeg kender en, der er besøgshund, og jeg syntes, det lød spændende at komme ud og gøre en masse ældre menneske glade og have noget sammen, fortalte Henriette Jensen Thun, da Oscar var igennem dagens prøver.

Oscar var sammen med sin ejer Henriette Jensen Thun til optagelsesprøve for at komme med i TrygFondens korps af besøgshunde. Foto: Henrik Louis

Der var flere opgaver, som de 26 hunde skulle igennem - først et dyrlægetjek og så en adfærdstest. Her blev det fx testet, hvad de siger til kørestole, der bevæger sig, og om de reagerer på høje lyde som krykker, der vælter.

Projektchef Line Hindsgavl Alstrup fortalte, at hundene bliver testet for at se, om de er trygge i kontakten med mennesker.

- Det er vigtigt, at de har lyst til at tage kontakt til mennesker, de ikke kender, fortalte hun.

Hundene skulle også igennem en adfærdstest. Foto: Henrik Louis

Hunde skaber glæde

Forstander på Kornumgård, Mie Kjelgaard, var glad for at lægge rammer til de mange hunde, og hun fortalte, at mange beboere havde besøgt hundene i dagens løb.

- Det er jo fantastisk relevant for vores beboere. Mange har haft hund eller relation til hunde. Der har været et leben af beboere på visit, fortalte hun og pegede på, at mange beboere har haft med landbrug at gøre.

Kornumgård har også udenfor eksamenstiden en besøgshund tilknyttet, der kommer på besøg jævnligt. Den hedder Emil.

- Emil giver kærlighed og vækker glæde, hvor han og hans mor kommer, fortæller Mie Kjelgaard, der oplever, at hundene får god kontakt til beboerne, også de demente.

- De sætter gang i følelsesregistret, oplever hun.

Plejehjemmet Kornumgård 28 hunde skal til eksamen for at blive besøgshund Brønderslev den 22 marts Foto: Henrik Louis Foto: Henrik Louis

19 af de 26 hunde klarede prøverne i Brønderslev. De vil blive besøgshunde i hele Nordjylland og blive tilknyttet faste steder tæt på, hvor de bor. Her vil de så komme flere gange - en af de ting, som hundene skal give, er også gensynsglæde.

Der er på landsplan omtrent 800 frivillige med i TrygFondens korps af besøgshunde og deres ejere.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden