Hundeskov godt på vej

En gruppe frivillige arbejder hårdt på at få Pedershaab Hundeskov klar i Brønderslev

Kristian Gull Pedersen
Kortet viser det område, som den kommende Pedershaab Hundeskov bliver placeret på. Det er tæt ved det kommunale område Komponistskoven, og området er stillet til rådighed af Hawkeye Pedershaab.Privatfoto
Hundeejer 11. februar 2019 16:06

BRØNDERSLEV: En gruppe frivillige arbejder på højtryk med, at Brønderslev også snart har en hundeskov i byen.

Navnet bliver Pedershaab Hundeskov, og den bliver placeret ud bag Rema 1000 ved Sdr. Omfartsvej.

Grunden, som hundeskoven er placeret på, er stillet til rådighed af virksomheden Hawkeye Pedershaab, der har lokaler lige ved siden af.

Hans Hessellund har sammen med Hans-Jacob Møgelmose været initiativtagere til hundeskoven.

Det er gået over al forventning med at skaffe midler, materialer og frivillig arbejdskraft.

- Der har været mange, som er kommet ind og har ydet et kæmpe stykke arbejde. Jeg er vildt imponeret over de frivillige, der har lagt arbejdskraft, tid og materialer ind i det, siger Hans Hessellund.

Hundeskoven bliver kun realiseret ved hjælp af de mange frivillige, og det har også lykkes at hente mange penge hjem til projektet udefra.

Der er allerede samlet en del penge ind, og der er flere ansøgninger ude ved fonde, som de endnu ikke har hørt fra endnu.

Kommune tømmer skraldet

Initiativtagerne havde søgt Brønderslev Kommune om støtte til etablering af hundeskoven i forhold til materialer og arbejdskraft.

Dette er dog blevet afvist af kommunens teknik- og miljøudvalg.

- Vi ser os ikke i stand til at give støtte til private initiativer. Vi henholder støtte til de steder, som kommunen laver, men vi er meget glade for det private initiativ, og vi håber på, at det lykkes for dem, siger Karsten Frederiksen (K), formand for teknik- og miljøudvalget i Brønderslev Kommune.

Hundeskoven får dog noget kommunalstøtte til renholdelsen af området, selvom der ikke bliver penge til etableringen af parken.

- Kommunen sørger for opsætning af skraldespande og tømning, som det også gøres ved de kommunale hundeskove. Der har været et stort ønske om hundeskov i Brønderslev i mange år, og der er blevet gjort store anstrengelser for at finde et sted tæt på byen. Derfor går vi ind og understøtter det med skraldestativer og tømning, men ellers går vi ikke ind i det private arrangement, siger Karsten Frederiksen.

Projektet skrider frem

De seneste uger har en gruppe frivillige hjulpet til med at gøre området klar til hundeskoven.

Der er blevet fjernet træer og grene og klargjort til, at man kan komme i gang med at etablere stier og sætte hegn op i området.

- Vi er gået så småt i gang med at lave en agilityplads. Det meste af tiden indtil nu er gået med at få accept fra sponsorer og planlægning i forhold til kommunen. Der er restriktioner i forhold til natur osv., men der er godkendelse på det hele nu. Nu venter vi bare på at vejret er lidt bedre, så vi kan starte med at sætte hegn op og gøre det hele klar, siger Hans Hessellund.

Gruppen bag forventer, at man kan være klar til officiel åbning i løbet af det tidlige forår.

Man kan følge løbende Pedershaab Hundeskov på deres hjemmeside, Facebookside og -gruppe, hvor man også kan tilbyde sin hjælp i forbindelse med projektet.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...