Hunkat var væk i tre år - pludselig kom den drønende ind i stuen

Zjoke fandt hjem efter tre år og fjorten dage

Katten Zjoke var væk i mere end tre år, men fandt alligevel hjem til en glad ”kattemor”, Mette Bækgaard. Foto: Kim Dahl Hansen

Katten Zjoke var væk i mere end tre år, men fandt alligevel hjem til en glad ”kattemor”, Mette Bækgaard. Foto: Kim Dahl Hansen

JERSLEV:Det er kun få dage siden, 46-årige Mette Bækgaard fik en glædelig overraskelse hjemme i stuen på Øster Hjulskovvej. Det var sidst på dagen, og familien var ved at gøre klar til at spise aftensmad.

- Vi havde købt en pålægskagemand og skulle lige til at spise, da det automatiske lys tændte ude på terrassen. Vi fodrer en del forskellige dyr ude i haven, og jeg tænkte, at det måske var ræven, der havde aktiveret lyset, så jeg gik hen til terrassedøren for se, hvad det var. Da jeg åbnede døren, blev jeg godt nok både overrasket og glad, fortæller Mette Bækgaard.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hun havde forlængst opgivet håbet om nogensinde at se hunkatten Zjoke igen. Zjoke forsvandt sporløst for tre år og fjorten dage siden, og trods efterlysninger på Facebook, forespørgsler hos naboer samt kontrol af gemmesteder og vejgrøfte, var Zjoke som sunket i jorden. Lige indtil forrige fredag.

icon

Som ugerne og månederne gik og blev til år, mistede vi troen på, at vi ville få hende at se igen.

Mette Bækgaard

- De første par dage efter hun forsvandt, tænkte jeg, at hun nok skulle dukke op igen, for hun kunne komme og gå helt frit. Men efter en uges tid blev vi bange for, at der var sket hende noget. Vi begyndte at lede efter hende, men som ugerne og månederne gik og blev til år, mistede vi troen på, at vi ville få hende at se igen, fortæller Mette Bækgaard.

Men Zjoke var født med en stærk psyke.

- Zjoke fik sit navn, fordi hun som killing altid kunne overraske min datter og give hende en lille forskrækkelse, et chok. Men vi synes ikke, vi kunne kalde hende for chok, så det endte med at blive Zjoke, forklarer Mette Bækgaard. Og datteren var ikke den eneste, Zjoke kunne chokere.

- Hun var den mest aggressive jæger, vi nogensinde havde haft. Hun var kun få måneder gammel, da hun fangede sin første rotte, så vi vidste godt, hun var noget helt specielt, fortæller Mette Bækgaard.

Det beviste Zjoke forrige fredag, da Mette Bækgaard åbnede terrassedøren.

icon

Jeg blev faktisk helt chokeret og meget glad.

Mette Bækgaard

- Pludselig drønede hun ind, løb mellem mine ben og fortsatte i fuld fart ud til madskålen i køkkenet. Det var som om, hun bare havde været væk i 10 minutter. Vi var målløse. Jeg blev faktisk helt chokeret og meget glad, og vores andre katte genkendte hende med det samme, selv om der var gået tre år. De løftede bare lige hovederne og kiggede, fortæller Mette Bækgaard.

- Zjoke, der nu er fem år og seks måneder, så heldigvis hverken sølle eller upasset ud. Efter at have spist, var hun lige så god som ny, fortæller Mette Bækgaard, der alligevel kørte den hjemvendte Zjoke til et tjek hos dyrlægen.

- Dyrlægen sagde, at Zjoke var i god kampform og hverken havde orm eller andre problemer, så hun har nok boet hos en familie et eller andet sted. Jeg ved ikke hvem, der har passet på hende, men jeg vil gerne sige tusind tak til dem, der tog sig af hende, siger Mette Bækgaard.

Dyrlægen kunne også fortælle, at Zjoke ikke ventede killinger.

- Og nu er hun blevet chip'et og steriliseret, for hun har prøvet at få killinger. Hun havde fire killinger, da hun forsvandt. Nu håber vi bare, hun bliver hjemme. Men en kat er en fri sjæl, og hun bliver ikke spærret inde her hos os, det ville være synd, siger Mette Bækgaard.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.