Dronninglund

Hyldet for godt naboskab

Moltkesvej i Dronninglund Årets Villavej blandt 312 kandidater

Moltkesvej er kåret som Årtes Villavej. Privatfoto
Moltkesvej er kåret som Årtes Villavej. Privatfoto

DRONNINGLUND: Nordjylland er fyldt med gode eksempler på et godt naboskab. Det viser sig efter, at Ejendomsmæglernes Fond og Nordjyske Bank igangsatte prisen Årets Villavej 2017, hvor ikke mindre end 312 nordjyske veje indstillede sig til prisen. Moltkesvej i Dronninglund har dog gjort størst indtryk på dommerkomiteen og løber derfor med sejren og præmien på 10.000 kroner til et fælles arrangement.

I maj 2017 igangsatte Ejendomsmæglernes Fond og Nordjyske Bank sammen den nystiftede, nordjyske pris Årets Villavej 2017. Prisen har til formål at sætte fokus på det gode naboskab, og det viser sig, at man ikke skal lede længe for at finde det i Nordjylland. Beretningerne fra de 312 villaveje er alt fra børnepasningsaftaler til fælles bagedage.

Ud af de mange villaveje har dommerkomitéen bestående af blandt andre formand for bestyrelsen i Ejendomsmæglernes Fond, Steen Royberg, bankdirektør i Nordjyske Bank, Claus Andersen, og journalist Mogens Jørgensen fra TV2/Nord udpeget den villavej, som gjorde det største indtryk.

- Det har været overvældende så mange nordjyske villaveje, der har indstillet sig til prisen. Og utroligt positivt, at folk stadig samles til sociale arrangementer på tværs af husene og bringer godt naboskab og god stemning frem i Nordjylland. Men der har særligt været én nordjysk villavej, som har gjort et stort indtryk på os, siger Palle Ørtoft, som er medlem af Ejendomsmæglernes Fonds bestyrelse.

- Moltkesvej i Dronninglund har nemlig et sammenhold udover det sædvanlige. Her har beboerne alt fra en fælles vejsang, der starter med linjen ’’du burde købe dig en byggegrund her på Moltkesvej - for vi er så sej’’, vejfester, nabohjælp, børnefødselsdage, arbejdsdag, julepyntningskonkurrencer og mange andre sociale aktiviteter, der alt sammen er med til at gøre vejen til Årets Villavej 2017.

- Det er en vej som Moltkesvej i Dronninglund, vi gerne vil fremhæve. Her formår beboerne virkelig at bruge hinanden både i hyggelige og praktiske situationer i hverdagen.

Det gælder både mindre aktiviteter som eksempelvis at køre med hinandens børn til sport, når det kniber, eller udlåne sin trailer, men også større aktiviteter, hvor de samles og tilbringer en aften i hinandens selskab. Jeg forestiller mig, at rigtig mange nordjyske villaveje kunne blive inspireret af deres gode historier og aktiviteter, fortæller Nordjyske Banks forretningsudviklings- og marketingchef Palle Skyum.

På vejen indbyder flere forskellige aktiviteter således til hygge, fællesskab og generelt et godt naboskab i løbet af året. Det gælder blandt andet også en kagekonkurrence, hvor de kæmper om at vinde den ’’Den Gyldne Kagerulle’’ og en Halloween-fest for børnene. Her går alle børnene fra vejen rundt til samtlige huse og har masser af sjov med ’’slik eller ballade’’, som ender ud med en kåring af vejens bedst pyntede hus.

På Moltkesvejs fælles Facebook-side blev beboerne enige om, at Heidi Bach Jensen skulle indstille vejen. Og både Heidi og resten af vejen glæder sig over at vinde præmien.

- Vi er selvfølgelig utroligt stolte over at være blevet udvalgt til Årets Villavej 2017. Vi har et fantastisk fællesskab og sammenhold på de tre stikveje, som udgør Moltkesvej. Alle er uselviske og hjælper hinanden, når der er brug for det. Og så har næsten alle 30 huse på vejen børn. Det betyder jo, at der er mange på samme alder, der har nytte af hinanden på den ene eller anden måde, siger Heidi Bach Jensen og fortsætter: - Nu ser vi frem mod august, hvor vi vil bruge præmien til en ekstraordinær stor og god vejfest.

Udover præmien på 10.000 kroner får Heidi Bach Jensen og hendes naboer på Moltkesvej i Dronninglund et Årets Villavej 2017-vejskilt, som kan pynte ved indkørslen til kvarteret.

Palle Ørtoft og Palle Skyum venter - på baggrund af den store respons - at gentage konkurrencen igen i 2018.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden