Indbrud i villa: Antikke Rolex-ure stjålet

Dyre designerting for mange tusinde kroner var udbyttet ved indbrud i Brønderslev

Arkivfoto

Arkivfoto

BRØNDERSLEV:Flere antikke armbåndsure af mærket Rolex, nogle designertasker af mærket Louis Vuitton og en del smykker. Det var udbyttet for en eller flere tyveknægte, der lørdag mellem klokken 22 og søndag klokken 11 brød ind i en villa på Eriksvej i Brønderslev.

Det oplyser politikommissær Peter Skovbak, Nordjyllands Politi i Frederikshavn.

Urene og smykkerne befandt sig i et pengeskab, som blev stjålet ved indbruddet.

- Tyvene havde lavet en såkaldt underboring ved et vindue, så de kunne skubbe til vínduets lukkemekanisme og på den måde få åbnet vinduet, forklarer politikommissæren.

Han vil meget gerne høre fra vidner, der måtte have set eller hørt noget i tidsrummet for indbruddet.

- Der er tale om tyvekoster for mange tusinde kroner, forklarer han.

Udover indbruddet på Eriksvej har der de seneste dage været yderligere et par forhold. Et forsøg på indbrud i en villa på vejen, der hedder Tennisskoven i Hjallerup og et indbrud på Manne Mosevej i Tylstrup.

I Hjallerup, hvor indbrudsforsøget er sket mellem torsdag klokken 08 og fredag klokken 07, var der mærker efter forsøg på indbruddet i både en hoveddør og en dør til et skur. Tyvene er dog ikke sluppet ind.

I Tylstrup er indbruddet sket søndag klokken 20.43, for her gik der en alarm på adressen. Her har tyvene været inde, da et vindue er brudt op, men det er uvist, hvad der er stjålet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.