Interesse for vin vokser

Der kommer 30 boder til Nordjysk Vinfestival i Brønderslev, hvor gæsterne kan smage meget forskelligt vin

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Søren Flodgård har selv en stor interesse for vin og ser hvert år frem til at dele interessen med mange andre vininteresserede mennesker på vinfestivalen i Brønderslev. Foto: Henrik Louis HENRIK LOUIS

BRØNDERSLEV:30 vinboder og fem madsteder er meldt klar til årets udgave af Nordjysk Vinfestival, som finder sted i Brønderslev fredag 31. maj og lørdag 1. juni.

Søren Flodgaard fik idéen til at holde en vinfestival under et besøg på en vinfestival i Ribe for nogle år siden. Han tog fat i andre vininteresserede mennesker i Brønderslev, og et lille vinudvalg blev født.

I 2016 lavede de den første vinfestival i Brønderslev med 25 stande og 1000 gæster. Der været vinfestival hvert år siden, og den er vokset undervejs - i 2018 var der rekord med 1500 gæster.

- Jeg har interesseret mig for vin i mange år og synes, det er spændende, fortæller Søren Flodgaard, der også er varehuschef i Føtex, hvor hans favoritsted at opholde sig er i vinafdelingen.

Hans holdning til vin er, at man ikke behøver mystificere det en hel masse.

- Det er i bund og grund et landbrugsprodukt, men et meget spændende landbrugsprodukt. Tag nu en drue som merlot, der kan være kæmpe forskel på den, når den dyrkes forskellige steder i verden, fortæller han.

På vinfestivalen er der både rødvin, hvidvin, rosé og portvin, så der bliver mulighed for mange forskellige smagsoplevelser. Der er mange gengangere, men også nye udstillere på programmet.

Der er også kirsebærvin, som man kan smage hos en dansk producent, der får en stand - det er Frederiksdal Gods på Lolland.

Selv kan Søren Flodgaard faktisk lide det hele.

- Jeg kan lide al god vin. Jeg synes, det er spændende at smage forskellighederne, og så kan jeg lide at finde en rigtig god vin til fornuftige penge, fortæller han.

Til mange lejligheder

Vin kan passe til forskellige lejligheder - i Føtex oplevede han fx, at den varme sommer sidste år betød, at al rosévin blev revet ned af hylderne, mens mange fandt rødvin for tung at drikke i sommervarmen.

- Vin er et spændende område, som man aldrig bliver udlært i, mener Søren Flodgaard.

Vin har også en social side, som mange sætter pris på.

- Vin binder mennesker sammen. Et godt glas vin i gode venners selskab, så kan man hurtigt få snakken i gang, smiler Søren Flodgaard.

Og så hører det ofte sammen med en anden social ting - måltidet.

- Vin gør noget godt for mad og omvendt. Nogle vintyper egner sig bedst til at spise noget til.

Hans egen interesse gør også, at han gerne lige laver lidt forarbejde, inden han skal på restaurant og læser om de vine, man kan få.

- Det er en erhvervsskade, når man har det som interesse.

Gæster i alle aldre

Til vinfestivalen kommer der folk i alle aldre, som også interesserer sig for vin.

- Der kommer flere og flere yngre mennesker. Vi har grupper af seks-otte piger, der mødes og vil rundt på en hvidvinstur eller en rosérunde, fortæller Søren Flodgaard.

Nogle har på forhånd studeret standene og har lagt sig en rute.

Vinudvalget kører som en underafdeling af Brønderslev Handel og består af fem-seks personer.

BI Håndbold er også med og tjener penge til deres forening ved at lave en række praktiske opgaver til vinfestivalen - blandt andet oprydning og billetsalg.

Nogle af gæsterne kommer langvejs fra, og man håber at komme over 2500 gæster på et tidspunkt.

Man kan til festivalen også se på tilbehør til vin - herunder en halshænger, som man kan hænge sit vinglas i, mens man går rundt.

Vinfestivalen samarbejder med Nordjyllands Trafikselskab, så udenbys festivalgæster kan køre gratis i tog og bus i Nordjylland.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.