Iskolde tyveknægte: Speedbåd på trailer stjålet fra indkørsel
Større speedbåd forsvundet fra adresse i Hjallerup

Den stjålne speedbåd var af typen Bayliner 2050 Capri Bowrider, som billedet viser.
HJALLERUP:Det har været en eller flere tyveknægte, der har været ret kolde, som har stjålet en - som politikommissær Peter Skovbak kalder det - "pænt stor" speedbåd fra en adresse i Hjallerup.
Gerningsmanden - eller mændene - til tyveriet er nemlig bare kørt ind i indkørslen på Kongensgade 14 i Hjallerup og spændt den bådtrailer, som speedbåden stod på, efter deres bil og kørt afsted med den "pænt store" speedbåd.
- Jeg kender ikke lige værdien af båden, men jeg vil vurdere den til et sekscifret beløb, forklarer Peter Skovbak fra Nordjyllands Politi i Frederikshavn.
Han vurderer også, at der har skullet en større bil til at trække bådtraileren væk fra dens plads hos ejermanden.
Båden er af mærket Bayliner 2050 Capri Bowrider, og den er blevet stjålet fra Kongensgade 14 i Hjallerup i tidsrummet fra torsdag 7. oktober klokken 07.00 og lørdag 9. oktober klokken 14.00.
Bådtraileren har registreringsnummeret AT 6545.
- Hvis nogen har set noget mistænkeligt i tidsrummet for tyveriet på adressen i Hjallerup eller set selve tyveriet, så vil vi da gerne høre om det. Det samme gælder, hvis nogen ser speedbåden på en trailer et eller andet sted, siger politikommissæren.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.