- Jeg vil prøve at glemme 2020 og se frem mod næste år
Den store folkefest i Hjallerup er aflyst, men den vender tilbage næste år med fornyet kraft

Formanden for Hjallerup Marked, Keld V. Nielsen kigger her ud over den tomme markedsplads. Foto: Jørgen Ingvardsen
HJALLERUP:Der har været afholdt marked i Hjallerup siden 1744. Det var dengang, forfatteren Holberg vandrede rundt i København, og landets konge hed Christian den 6. Siden da har der været afholdt marked i Hjallerup hvert eneste år.
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det skulle der naturligvis også have været i år, nærmere bestemt i næste weekend, men det er som bekendt aflyst på grund af coronavirus. Derfor ligger markedspladsen øde og tom hen, og det bekymrer selvfølgelig markedets formand, Keld V. Nielsen, som vi har sat stævne på den tomme markedsplads.
- Det er naturligvis en underlig fornemmelse, siger han og kigger ud over pladsen.
- Vi skulle jo være i fuld gang med at sætte telte op, og tivolifolkene skulle være i gang med at opstille forlystelser. Det er underligt, men vi må kigge fremad, og næste år er der igen marked. Det er jeg sikker på, siger Keld V. Nielsen, der har boet i Hjallerup i godt 20 år og været med i markedet næsten lige så længe.
- Der sker jo det, når man flytter til Hjallerup, at så bliver man opsøgt af en fra markedet, der spørger, hvad man er god til, og hvad man kan hjælpe markedet med. Det er en god måde at inddrage nye borgere og få dem med i fællesskabet. På den måde startede det for mig, fortæller Keld V. Nielsen, der er uddannet revisor.
Derfor blev han meget naturligt valgt til markedets kasserer. Ikke lige med det samme, for de første år stod han i barer og solgte mad. Efter at have bestridt kassererposten nogle år, blev han valgt til formand, og den post har han fortsat. Som formand er han ikke er i tvivl om, hvad han lægger vægt på ved markedet.
- Det skal være sjovt at komme på markedet, og det skal være sjovt at være frivillig. Desuden må vi jo også godt tjene lidt penge. Det er den rækkefølge, jeg arbejder efter. Det er ikke pengene, der kommer i første række, fastslår Keld V. Nielsen, der dog heller ikke er blind for, at pengene spiller en rolle.
- Jeg er da meget bevidst om, at det, der driver vores frivillige et stort stykke hen ad vejen, er, at man kan se resultatet af det, vi gør. At man får noget ud af at gøre en indsats. Det er vigtigt for, hvordan vi får 2.000 mennesker til at stille op og hjælpe os med at lave et marked. Det kan vi især, fordi de kan se, der kommer resultater ud af frivilligheden. Vi plejer trods alt at lave 3,5 mio. til byen og overføre 1,5 mio. til den kasse, vi kan dele ud fra. Det er de runde tal. Det er mange penge, og dem kan vi kun tjene, hvis mange frivillige vil hjælpe. Det vil de heldigvis, og vi får 300-400 nye frivillige hvert år. Det er vigtigt, for der er jo også nogle, der stopper. Markedet betyder meget for byen, og jeg vil sige, at i den måned, der ligger rundt om markedet, er vi i Hjallerup er en tæt familie. Da er det hele koncentreret om det, vi gør sammen. Nu har vi også den fordel med hensyn til frivillige, at vores arrangement kun varer nogle få dage. Andre steder som i Kulturhuset er det jo hele året, der er brug for frivillige. Det er nok lidt lettere at overskue en enkelt weekend. Desuden lægger vi vægt på, at det hele er godt og fornuftigt organiseret, så man ved, hvad man skal. Det gør det trygt, og det gør det hele nemmere. Man tager et par vagter og har så ydet sit bidrag. Vi sørger godt for de frivillige, og gjorde vi ikke det, ville det smitte af på tilslutningen, påpeger formanden, som endnu ikke helt ved, hvad han skal lave de dage, hvor markedet skulle have fundet sted.
- Jeg går nok lige en tur på markedspladsen for at fornemme stedet. Ikke stemningen, for den er der jo ikke. Man skal lige huske på, at jeg og mange andre jo stort set arbejder med markedet hele året. Vi holder fri i juli, men allerede i august starter markedsudvalget, og fra da af holder vi møde hver eneste måned. Det eskalerer naturligvis i foråret. Det er et stort arbejde at planlægge et marked, og selv om vi har lang erfaring, så skal vi hele tiden tænke på, at vi bevæger os på en planke, der hedder traditioner, og dem skal vi bevare. Så kan vi tilføre lidt nyt hvert år, men der må ikke blive lavet for meget om, for markedet skal være til at genkende, siger han og understreger, at markedet alligevel har udviklet sig meget over de mange år.
- Ikke mange kommer i dag for at købe en hest, men der er mange, der kommer for at se på heste. Jeg har set gamle film fra 50’erne, hvor der jo var tusindvis af heste, som blev handlet i løbet af markedet. Sådan er det ikke mere, men hestene betyder fortsat meget. På markedet har vi noget, som man ikke kan bruge sin skærm eller internet til. Vi leverer en oplevelse en gang om året, og den kan man ikke se i fjernsynet. Trods internet og alt muligt moderne har det fortsat sin charme at stå og snakke og prutte om tingene, siger Keld V. Nielsen, der næsten glemmer, at vi står på en tom og øde markedsplads.
- Ja, der bliver ingen marked i år, men det vender naturligvis tilbage næste år. Vi har allerede på nuværende tidspunkt indgået en række aftaler. Det er aftaler, vi har flyttet fra i år til næste år, så der bliver med garanti marked næste år. Det er meget vigtigt, for markedet har altid været her, og det skal det blive ved med. Jeg har ikke i vores historie kunnet finde noget om, at vi nogensinde tidligere har aflyst markedet helt.
- Der er noget særligt ved noget, der har en så lang historie. Når man så er en del af det, så gælder det meget om at værne om det og passe på historien og udvise påpasselighed, så vi ikke ødelægger fundamentet. Det er jeg meget opmærksom på, og jeg er optimist på markedets vegne. Det eneste, der kan ødelægge hele grundlaget, er sådan noget, vi ser i denne tid. At der med mellemrum kommer en virus eller andet, der gør, at vi ikke må være sammen. Hvis det sker, så forsvinder hele tanken bag markedet jo, men den tanke tør jeg slet ikke tænke. Nu vil jeg glemme 2020 og se frem til markedet i 2021. Det bliver godt, slutter formanden.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.