Johannes hjerte banker for herreløse katte

14-årige Johanne har nu samlet 40.000 kroner ind til dyreinternat nær Hjallerup

Johanne Fisker har læst samtlige Harry Potter-bøger højt for kattene på Nordjyllands Internat - og har hygget sig undervejs. Foto: Henrik Louis

Johanne Fisker har læst samtlige Harry Potter-bøger højt for kattene på Nordjyllands Internat - og har hygget sig undervejs. Foto: Henrik Louis

HJALLERUP:40.000 kroner. Så meget lykkedes det 14-årige Johanne Skriver at samle ind på ganske kort tid.

Pengene skal gå til en bålhytte til glæde for de mange frivillige på Nordjyllands Internat lidt uden for Hjallerup.

Her passer 18 lønnede fuld- og deltids medarbejdere og 80-100 frivillige de dyr, overvejende hunde og katte, som af en eller anden grund skal have et nyt hjem og bor på internatet eller i en plejefamilie i en overgangsperiode.

Johanne, der har været frivillig på internatet siden hun var ni år, satte gang i indsamlingen ved at donere 5000 kr. af sine konfirmationspenge til formålet, hvorefter resten af pengene meget hurtigt kom i hus via Facebook. Nu glæder hun og internatet sig til at få gang i bålhytten, hvor der skal holdes foredrag, hyggestunder m.v. for de frivillige.

Passioneret kæledyrs-sjæl

Det er ikke tilfældigt, at Johanne Skriver vælger at bruge nogle af sine konfirmationspenge på Nordjyllands Internat.

Driverliv på internatet ... hvor et stigende antal katte bor nogle uger og venter på en ny ejer og et nyt hjem. - Og det lykkes altid, siger internatleder Karina Fisker. Foto: Henrik Louis

Driverliv på internatet ... hvor et stigende antal katte bor nogle uger og venter på en ny ejer og et nyt hjem. - Og det lykkes altid, siger internatleder Karina Fisker. Foto: Henrik Louis

Hendes hjerte banker i høj grad for de kæledyr, der af forskellige årsager skal skifte familie, og hun bruger mindst et par dage om ugen på internatet - og tager gerne f.eks. en kattekilling med hjem indtil den er klar til et nyt hjem - i fuld overensstemmelse med sine forældre, der også er engageret i internatet.

- Så bor killingen på mit værelse i nogle uger, fortæller Johanne Skriver, som efterhånden også har lært at sige farvel til kattene selv om det kan være svært.

Læser Harry Potter for kattene

Johanne Skriver indledte karrieren som frivillig med at være såkaldt ”ung-katteklapper”.

- Det betyder, at man lærer at være sammen med kattene stille og roligt - altid sammen med en voksen. Og så udvikler man sig til at være ”katteklapper”, hvor man må være alene med kattene, siger hun.

Kattene i internatet gøres klar til deres nye hjem bl.a. ved at være en del sammen med mennesker - og her er de frivillige vigtige.

- Vi vil gerne have flere frivillige som Johanne. Det er godt med rollemodeller for andre unge, siger internatleder Karina Fisker. Foto: Henrik Louis

- Vi vil gerne have flere frivillige som Johanne. Det er godt med rollemodeller for andre unge, siger internatleder Karina Fisker. Foto: Henrik Louis

Johanne Skriver har brugt rigtigt mange timer sammen med skiftende katte, som har fået læst samtlige syv Harry Potter-bøger højt.

- Det beroliger kattene at høre en menneskestemme - og så er det helt fint at læse højt, siger Johanne Skriver, som er ordblind og derfor fik god træning til skolearbejdet af højtlæsningen.

En klar fremtidsplan

Johanne Skriver bruger i øjeblikket mindst et par dage om ugen på internatet - og trækker ind i mellem både forældrene og brormand med, når der er arbejdsdage. Og eftersom hendes mor er formand for Dyrenes Beskyttelse i Region Nordjylland, er det ikke så svært.

Hun går i 8. klasse på Hjallerup Skole og selv om der er god tid endnu, har hun allerede en plan for sin fremtid.

- Efter folkeskolen vil jeg på en musisk efterskole, siger Johanne, der spiller bas, guitar, ukulele og synger.

Siden har hun planer om at tage landbrugsuddannelsen og bruge den til at finde et job i udlandet et stykke tid. Derefter vil hun uddanne sig til veterinærsygeplejerske og arbejde på et dyreinternat ... og vil gerne være formand lige som sin mor.

Foreløbig bruger hun tiden på skolearbejde, internatet - og volleyball, sangundervisning, korsang og selvforsvar.

Karina Fisker har været leder af Nordjyllands Internat i tre år, og hun oplever et stigende antal katte, der har brug for et ophold på internatet. Foto: Henrik Louis

Karina Fisker har været leder af Nordjyllands Internat i tre år, og hun oplever et stigende antal katte, der har brug for et ophold på internatet. Foto: Henrik Louis

Et travlt internat

Nordjyllands Internat har plads til godt 70 katte - og et større antal hos de mange familier, der er klar til at opfostre kattekillinger i nogle uger.

Desuden er der plads til et mindre antal hunde og andre dyr, der har brug for at komme videre i livet.

- Vi får flere og flere katte ind til formidling år for år, siger internatleder Karina Fisker om en udvikling, der har stået på i mange år.

- Papkassekillinger er ikke et fænomen, der er i aftagende - snarere tværtimod, siger hun.

Omvendt har coronasituationen i 2020 gjort, at internatet har haft lidt færre hunde end ellers.

- Det har måske noget at gøre med at folk har været mere hjemme, og har haft mere tid til deres hunde, formoder hun.

Nordjylland Internat driver, udover internatet, også pension for både hunde og katte, ligesom internatet har en butik, der sælger alt tilbehør til hunde og katte.

- Og så må du godt skrive, at vi altid kan bruge flere frivillige, gerne børn og unge, der har lyst til at bruge lidt af deres tid sammen med dyr ... vi har brug for gode rollemodeller, siger Karina Fisker.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.