Kampvalg til ungeråd: Kandidater præsenterer sig på video
16 kandidater skal i slutningen af november kæmpe om 12 pladser i Brønderslevs ungeråd. Valgkampen er i gang, og kandidaterne tager video i brug, når vælgerne skal indfanges
BRØNDERSLEV: Flere valgfag, bedre toiletforhold, elevdemokrati og aktiviteter i Ungdomshuset. Det er nogle af de emner, der optager kommunens unge i 8. og 9. klasse, hvis man taler med kandidaterne ved det kommende ungerådsvalg.
12 af rådets medlemmer skal vælges på en stor ungekonference i Brønderslevhallen den 28. november, og i alt 16 har meldt sig som kandidater.
Kandidaterne mødte op i Ungdomshuset i Nygade i sidste uge for at blive optaget på video, hvor de præsenterer sig selv og deres mærkesager.
Bidt af indflydelse
En af kandidaterne er Signe Juelsgaard Andersen, der går i 9. klasse på Skolegades Skole. Hun er allerede engageret i ungdomspolitik som Vendsyssel-formand for organisationen Danske Skoleelever, DSE.
- Jeg er bidt af at have indflydelse og få noget op at stå, uden at der altid skal være såkaldt voksne involveret. Jeg interesserer mig for politik og vil arbejde for, at unge og elever på skolerne får en stemme og bliver hørt.
- Jeg er også elevrådsformand og arbejder meget med elevdemokrati, og med at sikre at vi bliver hørt i emner som eksempelvis toiletforhold og faglokaler, fortæller hun.
Mens Signe er scenevant og har masser af erfaring med at stille sig op og tale til større forsamlinger, så er der andre af kandidaterne, der er mere usikre. Den afgående formand for ungerådet, Sara Jelaca, gør sammen med ungdomsskolens personale hvad, de kan for at sikre en afslappet stemning.
Der er fælles aftensmad, og i opholdsrummet er hyggebelysning, osterejer og pebernødder med til at skabe en god atmosfære.
Valgfag som mærkesag
Nikolaj Bak Forslund fra 9. klasse på Søndergade Skole er en af de forholdsvis få unge mænd på kandidatlisten.
- Jeg er også med i Danske Skoleelever, der arbejder på at få indflydelse nationalt, men jeg vil også gerne engagere mig i det helt lokale, derfor stiller jeg også op til ungerådet. For ham er det især udbuddet af valgfag, der er en mærkesag.
- Jeg har selv fået en lang række af valgfag at vælge imellem gennem Ungdomsskolen, men de nuværende 7. klasser får langt færre valgmuligheder. Jeg vil især arbejde for, at de får lige så godt et udbud, som jeg selv har haft, siger han.
Den nuværende formand er Sara Jelaca, der går i 3. g på Aalborghus Gymnasium. Hun har været formand de sidste fire år og genopstiller ikke.
- Nu må der nye kræfter til, og faktisk er der slet ingen af vores nuværende ungerådsmedlemmer, der genopstiller. De fleste af os har været med i fire år, og vi er efterhånden for gamle til at fortsætte, smiler hun.
Ungerådet i Brønderslev Kommune har i alt 18 medlemmer
12 medlemmer vælges på Ungekongressen for alle kommunens 8. og 9. klasse elever
I år er der 16 kandidater til de 12 pladser
6 medlemmer vælges ved det ”frie valg”, hvor elever på produktionsskoler, gymnasier osv kan stemme
Ungerådet vælges for 2 år
Ungekongressen afholdes i år den 28. november
Ingen af de nuværende medlemmer af ungerådet genopstiller
Aktiviteter i huset
Både Sara Jelaca og den nuværende næstformand Cecilie Krebs har dog lovet at lave en grundig overlevering til det nye råd, der vælges i slutningen af måneden og officielt overtager posterne til nytår.
- Den vigtigste opgave i vores periode har været at få det her Ungdomshus skabt og løbet i gang. Det nye ungeråd kan så arbejde mere med at få lavet en masse arrangementer og aktiviteter i huset, siger den afgående formand.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.