Fandt kattekillinger efterladt i bur uden mad og drikke: Sådan får de hjælp
Flere og flere killinger "dumpes" i det fri i Nordjylland
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:22
VENDSYSSEL: 10 bange kattekillinger efterladt i et bur i det fri i Vendsyssel. Uden mad og drikke.
Til alt held blev de fundet af en person, som lørdag indleverede killingerne til Nordjyllands Internat nær Hjallerup - et internat drevet af Dyrenes Beskyttelse.
- De er meget sky og bange, fortæller Cathrine Cocks, kommunikationsmedarbejder hos dyreinternatet.
Kattenes frygt kan måske skyldes dårlige oplevelser med mennesker.
En dårlig oplevelse var det i hvert fald for dem at blive efterladt i buret ude på landet et sted i Frederikshavn Kommune.
Katte dumpes som affald
Netop i sommerperioden og sensommeren bliver der fundet ekstra mange efterladte kattekillinger.
- Vi får så mange killinger ind, der er blevet "dumpet", smidt ud som skrald, efterladt, fortæller Cathrine Cocks, der selv har set lidt af hvert.
- Vi bliver lige forargede hver gang, bemærker hun.
Samme reaktion har andre. Nordjyllands Internat har lagt et foto ud på Facebook af de sky og skræmte killinger. Mange har kommenteret opslaget - her et lille udpluk:
Hanne Arendahl Maabjerg: "Jeg ved ikke hvad der foregår i hovedet på mennesker der forlader deres stakkels dyr overladt til sig selv uden mad vand omsorg.."
Ann Gregersen: "Hvor er det frygtelig, at man kan omgås dyr på denne måde."
Louise Hilfling Nielsen: "Åh nej altså de små missebørn, ufatteligt nogen kan behandle dyr sådan!"
Omsorg - og nyt hjem
Heldigvis er der godt nyt for de 10 kattekillinger, som blev fundet efterladt i buret.
De er nu sendt i pleje, hvor de i et par uger får ro og fred, omsorg og bliver socialiseret. Derefter kommer de tilbage til internatet, inden der findes et nyt hjem til dem.
Og det bliver ikke svært at komme af med kattekillingerne, for efterspørgslen er stor, oplyser Cathrine Cocks.
- Vores katte venter i gennemsnit 14 dage på at få et nyt hjem, fortæller hun.
Man skal betale for at adoptere en kat fra dyreinternatet. Forinden er den blevet tjekket, vaccineret, kastreret/steriliseret, øremærket, chip'set og har gennemgået orme- og loppekur.
Hvis du finder levende kattekillinger efterladt, for eksempel i naturen, så ring til Dyrenes Beskyttelse på tlf. 1812. Så bliver kattekillingerne afhentet og bragt til et internat - gratis.
Har du selv kattekillinger, du vil af med, så kontakt Dyrenes Beskyttelses internat. Det koster 400-500 kr. pr. killing at aflevere dem. Betalingen dækker bl.a. vaccination, kastrering/sterilisering mm.
Har du kat, men vil undgå killinger, så få katten "neutraliseret" (kastreret/steriliseret).
Kilde: Dyrenes Beskyttelse
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.