Kommune bøjer sig: Accepterer millionerstatning til nordjysk firma

Brønderslev Kommune vil nu afvente, om Hjørring-firmaet Blæksprutten vil anke landsretsdom

Brønderslev Kommune vil ikke anke landsretsdom, der sender en millionerstatning i retning af Vibeke Haaning og hendes plejefirma, Blæksprutten ApS. Arkivfoto: Bent Bach

Brønderslev Kommune vil ikke anke landsretsdom, der sender en millionerstatning i retning af Vibeke Haaning og hendes plejefirma, Blæksprutten ApS. Arkivfoto: Bent Bach

BRØNDERSLEV:Brønderslev Kommune er indstillet på at acceptere den millionerstatning, som kommunen er idømt af Vestre Landsret. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Erstatningen - der sammenlagt er på knap seks millioner kroner - blev fastsat tidligere på ugen i en landsretssag, der omhandler hjemmepleje i kommunen. Sagen har flere gange været beskrevet af Nordjyske.

Retssagen handlede om regulær underbetaling af Hjørring-firmaet Blæksprutten ApS, som leverer rengøring og hjemmepleje.

Direktøren for Blæksprutten ApS, Vibeke Haaning, har tidligere forklaret overfor Nordjyske, at sagen bunder i, at Brønderslev Kommunes hjemmepleje håndteres efter en såkaldt godkendelsesmodel.

- Når man bliver godkendt som leverandør, så skal man kunne levere til samme pris, som det offentlige kan levere hjemmeplejen til. Og uenigheden går så på, om den pris de (Brønderslev Kommune, red.) oplyser til os, de kan levere til, den er rigtigt beregnet, forklarede Vibeke Haaning.

- Hvis man siger, man kan levere til en pris, så skal man kunne dokumentere det. Og det er egentlig det, der er problemet her, sagde hun.

Og Vestre Landsret afgjorde altså, at Brønderslev Kommune ikke havde den nødvendige dokumentation.

Dom fra Vestre Landsret

Dommen mod Brønderslev Kommune, som KA Pleje har ført på vegne af Blæksprutten, slår tre ting fast:

For det første skal en kommune kunne dokumentere sine timepriser, og det kan Brønderslev Kommune ikke, konkluderer Landsretten.

For det andet er en kommune forpligtet til løbende at foretage en efterberegning af sine timeprisberegninger. Det har Brønderslev Kommune ikke gjort, fastslår Vestre Landsret.

For det tredje konkluderer Landsretten, at en privat leverandør har ret til efterbetaling, når en kommune ikke har overholdt lovgivningen. Brønderslev Kommune påstod under sagen, at der ikke var ret til efterbetaling.

Vestre Landsret pålægger Brønderslev Kommune at betale cirka seks millioner kroner. Blæksprutten får en erstatning fem millioner kroner plus renter. Derudover skal kommunen betale KA Pleje godt en halv million kroner i sagsomkostninger.

Da sagen er principiel, har den været ført af branche- og arbejdsgiverforeningen KA Pleje på vegne af Blæksprutten.

I pressemeddelelsen, hvor man altså accepterer dommen, skriver Brønderslev Kommune, at det i Økonomiudvalget er besluttet ikke at anke sagen:

”Vi tager dommen til efterretning efter at have fået den gennemgået af vores advokater og lægger mærke til, at Landsretten anerkender vores beregninger fra 2020. Samtidig har vi rettet henvendelse til KL, fordi vi mener, at takstberegningerne for området er så vanskelige og baseret på skøn, hvilket hele dommen jo også er udtryk for. Det er Landsrettens skøn, der afgør sagen. Der må meget gerne ske forenklinger på området til gavn og glæde for både kommuner og de private firmaer. Vi skal for alt i verden undgå mere bøvl og bureaukrati. Det har vi rigeligt af i forvejen.”

Brønderslev Kommune skriver samtidig, at man nu afventer modpartens stillingtagen til afgørelsen. Oprindeligt lød erstatningskravet fra Blæksprutten ApS og KA Pleje nemlig på cirka 22 millioner kroner.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.