Kostbar elektronik stjålet fra landbrugsmaskiner i Dronninglund
Politiet formoder, der er tale om dyrt gps-udstyr
DRONNINGLUND: Natten til søndag fik en landejendom på Ulstedvej besøg af indbrudstyve. Her brød de en hængelås op til et maskinhus, hvori der stod forskellige landbrugsmaskiner.
Tyvene stjal elektronikudstyr fra landbrugsmaskinerne, men det er endnu ikke opgjort, hvad de præcist har taget. Politikommissær Peter Skovbak fra Nordjyllands Politi har dog en stærk formodning om, hvad der er stjålet.
- Vi har tidligere set tyveri fra landbrugsmaskiner, hvor tyvene tager noget ret kostbart gps-udstyr. Vi regner med, det er det, der er tale om, siger han.