Kvinde blev slået og bundet til sengen: Nu har hjemmerøveren fået sin endelige straf
Vestre Landsret har stadfæstet dommen over en 46-årig mand

Arkivfoto
FLAUENSKJOLD:Den 46-årige Mikal Christian Lindahl Henriksen har fået stadfæstet sin dom på fem år og seks måneders fængsel for et groft hjemmerøveri i Flauenskjold mod en dengang 69-årig kvinde.
Det har Vestre Landsret afgjort, fortæller anklager Emil Stenbygaard.
Hjemmerøveriet klokken 9 om morgenen 23. april 2018, hvor den 69-årige kvinde blev vækket af sin formiddagslur og stirrede lige ind i øjnene på en maskeret mand, der slog hende flere gange i ansigtet og i ryggen.
Herefter fulgte tre timer, hvor kvinden blev tvunget rundt i sit eget hjem for at finde værdier til hjemmerøveren for i alt 182.000 kroner, inden hun blev bundet til sengen og efterladt.
Fanget af overvågning og dna
Den 46-årige blev anholdt i Aarhus og sigtet for hjemmerøveriet blot få dage senere.
Politiet kom på sporet af den 46-årige ved hjælp af overvågningsbilleder fra en bus.
På overvågningsvideoen kunne man se, at han hentede en kuffert der stammede fra kvindens hus, i en busk ved et busstoppested et andet sted i Flauenskjold.
I kufferten var der tyvekoster og kontanter. Derudover er den 46-årige også fanget på videoovervågningen hos en guldsmed i Aalborg, hvor han solgte nogle af tyvekosterne.
Endelig blev hans dna også fundet i den 69-åriges hus.
Nægtede hjemmerøveri
Mikal Christian Lindahl Henriksen har under hele sagen nægtet sig skyldig. Både i byretten og senest i landsretten har han nægtet, at han har været i kvindens hus.
I stedet har han forklaret, at han købte kufferten med alle tyvekosterne af en anden mand, som han ikke kunne udpege.
Ligesom byretten, så fandt Vestre Landsret dog den forklaring for utroværdig. I stedet lagde landsretten vægt på den 69-åriges forklaring, samt på dna-beviserne og overvågningsvideoen, fortæller Emil Stenbygaard.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.